FCMs bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, er hård i kritikken af den tidligere cheftræner Glen Riddersholm, der sagde op i klubben, efter at han havde ført den til sit første danske mesterskab nogensinde.

»Det har været dybt skuffende at opleve hvor lidt format, Glen har håndteret perioden efter sin opsigelse med. At bruge enhver lejlighed til at udtale sig som ekspert om FCM, at dukke op på træningsanlægget dagen før klubbens første Champions League-kamp og forsøge at få billetter til logen på stadion få uger efter sin opsigelse er ikke bare respektløst over for klubben, men også decideret ukollegialt over for Jess Thorup (Riddersholms efterfølger som træner i FCM, red.),« siger Rasmus Ankersen i et interview til dagbladet Politiken.

Han fortæller endvidere, at han var skuffet over, at det var nødvendigt for ham at forklare Glen Riddersholm, inden topkampen mod FCK, at han ikke var ønsket på stadion så kort tid efter sin opsigelse. Han mente, det var mangel på format fra Glen Riddersholms side.

I interviewet kommer Rasmus Ankersen også ind på, hvad der foregik på gangene op til Glen Riddersholms opsigelse - en tid, der ellers har været mørklagt indtil nu.

»Da Matthew Benham (’klubejeren’, der også ejer Brentford, hvor Rasmus Ankersen er sportschef, red.) og jeg kom ind i FCM forrige sommer, vidste jeg, at der var en konflikt mellem Claus og Glen. Det forsøgte vi at løse, og jeg sagde til dem, at jeg gav det tre måneder til at blive bedre, fordi jeg kunne mærke, at det påvirkede resten af organisationen negativt. Det var mit klare indtryk, at deres relation siden blev bedre, men i sidste ende må vi erkende, at den var så nedslidt, at det var point of no return,« siger Rasmus Ankersen.

Rasmus Ankersen tilføjer, at Glen Riddersholm grundlæggende ikke mente, at Claus Steinlein udfyldte sit job sportschef på en tilfredsstillende måde.

Glen Riddersholm ønsker ikke at forholde sig til kritikken over for Politiken, men sender dog en stikpille i retning mod sin gamle chef.

»FCM må have større interne problemer, end man umiddelbart skulle tro, når man har brug for på denne måde at flytte fokus væk fra sig selv. For mit vedkommende er jeg kommet videre. Det lader til, at andre ikke er kommet videre.«