Torsdag kunne BT afsløre, at FC Midtjyllands målmandstræner, Henrik Ipsen, har sagt sit job op, og nu oplyser klubben, at den leder efter hans afløser.
»Vi har været meget glade for Ipsens indsats. Han er en dedikeret og loyal fyr med glimt i øjet. Men nu vil han videre, og vi er allerede i gang med at finde hans afløser,« siger sportsdirektør i FC Midtjylland, Claus Steinlein, til klubbens hjemmeside.
Henrik Ipsen ønskede ikke at tale om sin opsigelse over for BT, da avisen onsdag var i kontakt med ham, og det vides ikke, hvad han skal fremover.
»Men jeg glæder mig til nye og spændende udfordringer,« siger Henrik Ipsen dog til FCMs hjemmeside.
»Det har været fire supergode år i et fantastisk team, hvor jeg blandt andet har været med til at hjælpe Jonas Lössl, Jakob Haugaard og Marco Priis Jørgensen til udlandet. Men nu skal jeg ud og prøve noget nyt,« tilføjer han.
Henrik Ipsen har været i FC Midtjylland i næsten fire år. Med hans opsigelse er FC Midtjylland oppe på tre træner-opsigelser over de seneste fire måneder.
Før ham har også cheftræner Glen Riddersholm og assistentræner Lars Friis sagt deres job op.
