De danske mestre fra FC Midtjylland fortsætter oprustningen denne sommer. Tidligere har man hentet østrigske Daniel Royer, landsholdsforsvareren Kian Hansen og målmanden Mikkel Andersen, men nu er man på forkant og køber unge Awer Mabil fra Australien.
Den 19-årige offensivspiller skriver under på en femårig kontrakt med FC Midtjylland.
»Der er ingen tvivl om, at Awer Mabil er en spændende spiller, der kan noget særligt. Men man skal ikke forvente, at han går ind og svinger taktstokken på vores hold fra dag et. Han er hentet med henblik på, at han stille og roligt skal finde sig til rette og så på sigt markere sig i Alka Superligaen,« siger FCM’s sportsdirektør Claus Steinlein.
Awer Mabils australske klub Adelaide United skrev allerede for et par dage siden, at Mabil var på vej til FC Midtjylland, men først nu er det altså bekræftet. Og det er en spiller med rødder i Sydsudan, hvor også Pione Sistos forældre stammer fra. Og han ligner da også en direkte afløser for Sisto, hvis FCM-kometen som forventet bliver solgt i dette transfervindue.
»FC Midtjylland er en god klub med har store ambitioner, så det var ikke en svær beslutning for mig at vælge klubben. Det er en perfekt klub for mig at komme til. FC Midtjylland har vist, de har troen på mig, og jeg er sikker på, at klubben kan være med til at udvikle mig,« siger Awer Mabil.
