Den 58-årige mand, der søndag stak sine to fire-årige tvillingedøtre med kniv på Rigshospitalet, blev mandag formiddag fremstillet i grundlovsforhør 'in absentia' i Dommervagten i København

Efter overgrebet forsøgte manden at begå selvmord, og han ligger i øjeblikket i respirator på hospitalet. Derfor kunne han ikke selv møde på i retten, men blev fremstillet in absentia. Han stak blandt andet sig selv i maven og påførte på den måde sig selv nogle rifter på leveren. Hans tilstand skulle dog være stabil, og han er uden for livsfare.

Efter ønske fra både forsvareren og anklageren blev dørene lukkede under retsmødet.

Inden pressen blev sendt uden for døren, fremgik det dog, at manden bliver sigtet for forsøg på manddrab og for at have dolket sine to døtre gentagne gange i maven med en kokkekniv. Derved påførte han dem livstruende skader. Mandag formiddag kæmper de to små piger stadig for livet på Rigshospitalet, hvor seneste melding er, at pigerne er i kritisk, men stabil tilstand. 

Mandens forsvarer oplyste, at han nægter sig skyldig. Den 58-årige mand er uden for livsfare, men indlagt på Rigshospitalet under bevogtning.

Retten fastslog også, at han vil blive fremstillet i grundlovsforhør igen, 24 timer efter, at han er rask nok til det.