De to fireårige tvillingepiger, der blev overfaldet med en kniv af deres egen far på Rigshospitalet, er ifølge Københavns Politi »stabile«.

Overfaldet skete søndag eftermiddag i Rigshospitalets Ronald McDonalds Hus, hvor familier med alvorligt syge børn får lov at bo under sygdomsforløbet. Ifølge bt.dk var det pigernes mor, der ringede til politiet.

- Hun fortæller, at hendes mand er på stedet og har truet med at slå deres børn ihjel, siger den centrale vagtleder Mads Firlings fra Københavns Politi.

Faren nåede at såre begge piger med knivstik, inden han selv sprang ud af vinduet, da politiet kom. Både fra springet og fra kniven pådrog han sig selv skader.

- Han er selv såret af knivstik, og vi arbejder ud fra, at han har forsøgt at gøre skade på sig selv, siger Mads Firlings til bt.dk.

Søndag aften oplyser Københavns Politi til Berlingske Nyhedsbureau, at både faren og de to piger har ligget i respirator, og den ene pige har været i yderste livsfare. Politiets seneste melding fra Rigshospitalet er, at faren og den ene pige fortsat skal blive i respiratoren indtil mandag.

Efter overfaldet tilkaldte politiet psykologer, mens også Rigshospitalets eget krisehold kom til hjælp.

Årsagen til tragedien er endnu ikke fundet, og politiet har i løbet af søndag aften haft travlt med at indsamle tekniske spor og få et overblik over situationen.