Danseren døjer stadig med efterveerne fra en diskusprolaps, han fik sidste år, da han dansede med Søs Egelind.

I skrivende stund er ’Vild med dans’ holdet for 2016 så småt ved at blive sat. Men det er usikkert, om den 31-årige profesionelle danser Mads Vad kan deltage, selv om han rigtig gerne vil have sin 11. sæson i programmet med.

Han har været med i 10 sæsoner i træk. Og to gange har den høje, lyse danser fra Kronjylland danset sin partner til sejren i ’Vild med dans’. Men i år er det usikkert, om Mads Vad kan deltage i TV2s seermastodont fredag aften.

Han døjer nemlig stadig med efterveerne af den skade, han pådrog sig i efteråret under en generalprøve, hvor han sammen med dansepartneren Søs Egelind dansede quickstep.

»Jeg fik en diskusprolaps i lænden, som jeg virkelig har arbejdet intents på siden november for at få i orden. Jeg har trænet så meget i træningscentre og fået så mange behandlinger, at jeg næsten er smertefri nu og er ved at få kontrol over den. Men jeg vil aldrig nogensinde melde mig klar til ’Vild med dans’, hvis jeg ikke er 100.000 procent klar. Og det er ikke afklaret endnu,« lyder det med en blanding af ærgrelse og forhåbning fra Mads Vad.

Hård træning giver bonus

Han har siden efteråret trænet intenst for både at styrke ryggen og få prolapsen til at smutte på plads igen uden en operation. Og nu begynder den hårde træning at give bonus. For eksempel kan danseren nu så småt lave de løft, som er så populære i programmet. Og et krav til ham selv.

Vil vinde for tredje gang

»For hvis jeg er nødt til at sætte nogle begrænsninger for mig selv, så vil jeg ikke (være med i programmet i år, red.),« fastslår Mads Vad.

Mads Vads debut var tilbage i 2007, hvor han var en rigtig debutant på bare 21 år, som dansede med skuespilleren Liv Corfixen. Siden har han danset med både Rikke Hørlykke, Jette Torp, Lotte Friis, Anne Sofie Espersen, Louise Spellerberg, og i 2010 dansede han tv-værten Cecilie Hother til sejren og igen i 2013 med bordtennisspilleren Mie Skov.

»Hvis jeg skal være med i år, er det for at gøre alt, hvad jeg kan, for at vinde for tredje gang. Ellers kan jeg lige så godt blive hjemme,« ler han.

Udover at deltage i det populære program har han styrtende travlt med sine danseskoler, der har afdelinger i både Aarhus og Randers.

»Derfor er jeg nødt til at passe på mig selv, for jeg skal jo både leve af og med min krop,« siger han til BT.