Når den 13. sæson af ’Vild med dans’ vender tilbage på skærmen, bliver det uden Silas Holst. Han er i stedet engageret til Det Ny Teater. Men næste år vender den dobbelte vinder tilbage til danseprogrammet.
Sidste år var der mange trofaste seere af ’Vild med dans’, der måtte kigge langt efter publikumsdarlingen, den professionelle danser Silas Holst. Og sådan bliver det også i år, når det 13. program løber af stablen første gang til september.
Det afslører Silas Holst overfor BT.
»Jeg er ikke med i ’Vild med dans’ i år,« lyder det fra den populære danser, der de seneste år har udviklet sig til at være en af landets største musicalstjerner. Og som har haft hovedroller i musicals som ’Grease’, ’Dirty Dancing’ og sidst ’Hair Spray’.
Og det er da også en musical, der danser ind på sidelinjen og gør det umuligt for Silas Holst at være med i det program, som han ellers sætter så højt.
Hovedrolle
Den 33-årige danser har nemlig igen sagt ja til at udfordre sig selv og sine dansetrin. Til september spiller han hovedrollen i musicalen ’Anything Goes’ på Det Ny Teater.
»Det kunne ikke hænge sammen med arbejdet på Det Ny Teater. Det bliver sjovt at lave noget fuldstændig andet. ’Anything Goes’ er old school, helt Fred Astair-agtigt, fortæller Silas Holst om sin kommende hovedrolle.
’Anything Goes’ er en muscial med det hele. Lige fra uforglemmelige sange af Cole Porter som ’I get a kick out of you’, ’You’re the top’, ’It’s de-Lovely’ og ikke mindst titelsangen ’Anything Goes’.
Stykket fik oprindelig premiere på Broadway i New York i 1934. Det er også blevet filmatiseret to gange i 1936 og 1956. I den danske opsætning får Silas Holst selskab af Preben Kristensen, Camille Rommedahl og Steen Springborg.
Men næste efterår har danseren sørget for at holde kalenderen fri. For det vil han gerne dukke op på fjernsynsskærmen igen.
»Det er for, at jeg kan være med i ’Vild med dans’. Det er jeg 100 procent. Hvis altså programmet kommer igen,« lover Silas Holst.
Har været med seks gange
Hvis TV2 vælger at gentage dansesucces’en, der stadig kan trække over en mio. seere, bliver det syvende gang, Silas Holst deltager som professionel danser.
Han var første gang med i programmet i 2007, hvor han dansede med sangerinden Szhirley.
To gange har han vundet.
Første gang var sammen med skiløberen Sophie Fjellvang-Sølling i 2011 og anden gang med vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl i 2015.