Det er en vanvittig opsang til akademikerne, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og uddannelsesminister Morten Østergaard (R) kommer med i dagens Jyllands-Posten. Det mener Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører.

- Hvad pokker har de gang i? spørger Christian Juhl fra Enhedslisten, efter at de to ministre har bedt akademikerne om at hanke op i sig selv og tage et job i Netto, hvis de ikke vil gå ledige.

LÆS OGSÅ: 

- Det er helt vanvittigt, at de nu vil have akademikerne til at tage de ufaglærtes job. Det er jo svært nok for de ufaglærte at finde job i forvejen. Ministrene skulle hellere løse problemerne end sparke på folk, siger Christian Juhl.

Han mener, at den rigtige løsning er at skabe flere job.

- Der bliver sat alt for lidt arbejde i gang i dag, fordi virksomhederne sparer op, og derfor skal staten være med til at skabe større efterspørgsel. Det kan for eksempel ske med energiforliget, hvor man har mulighed for at sætte gang i vindmølle- og solcelleindustrien, siger Christian Juhl.

S og R: Mental ændring nødvendig

Men det er ikke nok, mener de to ministre. Næsten hver fjerde akademiker er arbejdsløs, og kurven er opadgående - derfor skal der ske en mentalitetsændring hos de studerende og de ledige akademikere, mener Mette Frederiksen og Morten Østergaard.

- Der er noget forkert i, at man er i uddannelsessystemet i 20 år uden så at vide, hvad man skal bagefter, siger Mette Frederiksen til Jyllands-Posten.Derfor må nyuddannede søge bredere, når de skal krydse brancher af på jobcentrene, lyder opfordringen fra begge ministre.

Tag det, du kan

- Man må tage, hvad man kan få, siger undervisningsminister Morten Østergaard, som også vil stille nye kvalitetskrav til universiteterne, så de måles på, om deres uddannelser kan bruges.

Men der ER ikke noget job at få, påpeger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører - og det burde de to ministre vide, mener han.

- De har jo selv lige fyret en hel masse akademikere i ministerierne. Og der er jo ingen akademikere, der vil gå arbejdsløse, så de gør, hvad de kan, siger Christian Juhl, der i øvrigt mener, at det er meningsløst, hvis en jurist skal sidde ved kassen i Netto.

- Når vi investerer så mange penge i at uddanne folk, så skal vi også sørge for, at de bliver brugt fornuftigt.

Støtte fra baglandet

Også Danske Studerendes Fællesråd og Danske Universiteter mener, at manglen på job er problemet - og ikke akademikernes indstilling.

- Problemet lige nu er, at vi uddanner flere, end arbejdsmarkedet kan opsuge, siger formand for Danske Universiteter, Jens Oddershede, til Jyllands-Posten. Det er de enige i hos Danske Studerendes Fællesråd.

- Universiteterne kan godt gøre det bedre, men problemet er, at der ikke er job, siger formand Torben Holm.