Caroline Wozniacki vinder igen. Efter den skuffende tidlige exit i US Open, er den danske tennisspiller nu i Japan, hvor hun tirsdag besejrede kroaten Ana Konjuh i to klare sæt.

I løbet af en time og 23 minutter blev den kun 17-årige modstander besejret med 6-2, 6-2.

Danskeren er førsteseedet i turneringen og levede i flot stil op til forventningerne mod Ana Konjuh, der er nummer 68 på verdensranglisten.

»Overordnet set var jeg godt tilfreds i dag, selv om der er nogle enkelte ting, jeg skal arbejde på. Det er altid hårdt at stille op som højtrangeret spiller. Så møder man op med et mål på ryggen. Alle vil gerne vinde turneringen, jeg er bare glad for at spille herude,« sagde Caroline Wozniacki i et interview umiddelbart efter kampen.

Hun møder nu femteseedede Angelique Kerber i kvartfinalen, og den kamp skal spilles på fredag. Danskeren har mødt tyskeren i alt 10 gange i karrieren, men hun har kun besejret Angelique Kerber i fire af deres indbyrdes opgør. Således var det også Kerber, der vandt da to kvinder tidligere i år mødtes på grus ved WTA-turneringen i Stuttgart.

Caroline Wozniacki vandt den japanske turnering, Toray Pan Pacific Open, i 2010, og danskeren var i finalen så sent som sidste år, hvor hun dog tabte til serberen Ana Ivanovic.