Arbejdsgruppen bestod af repræsentanter fra Beskæftigelsesministeriet, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Socialministeriet, Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Undervisningsministeriet, Skatteministeriet samt Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. De barslede med en rapport i april 2003, og her pegede eksperterne især på risiko for misbrug inden for tre områder.

Og det må siges, at de ramte plet, for det er lige præcis de problemer, politikerne må slås med her 11 år senere.

I rapporten fra 2003 hedder det:

'De foreløbige vurderinger i den tværministerielle arbejdsgruppe viser, at særligt tre områder kan være sårbare overfor utilsigtet brug, og at mulighederne for at imødegå utilsigtet brug er relativt begrænsede inden for de gældende rammer. I prioriteret rækkefølge er det følgende områder:

· Kontanthjælpsområdet. Arbejdstagerbegrebet er meget bredt efter EF-domstolens praksis og status som arbejdstager giver ret til kontanthjælp til personer, der ikke fuldt ud kan forsørge sig selv.

· Børnepasningsorlovsydelsen kan tages med ud af landet.

· Dagpenge ved sygdom, fødsel og adoption. Der opnås hurtigt (efter et kort arbejdsforhold) ret til ydelserne, og de kan tages med ud af landet.

Dagpengeydelser ved arbejdsløshed og social pension er mindre sårbare områder end de tre første, men utilsigtet brug vurderes som en mulighed.'

Den konservative gruppeformand Brian Mikkelsen anerkender, at eksperterne advarede:

- Ja, vi fik den redegørelse, og vi satte gang i et nyt udvalgsarbejde, som kom med en rapport i 2008-09. Og det var det, der førte til at vi i 2010 indførte optjeningsprincippet på to år før udenlandsk arbejdskraft kunne få børnecheck, siger Brian Mikkelsen.

- Man kan sige, at der gik ret lang tid. Men problemet voksede sig altså større, og det var meget større i 2008 end i 2003. Man kan jo også nu se at udbetalingen af dagpenge til EU-borgere fra østeuropæiske lande er steget markant over fire år.

Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser ifølge Politiken, at statens udgifter er mere end tidoblet fra 32 millioner kroner i 2008 til 345 millioner kroner i 2012.

- Det kan også godt være, at vi skulle have gjort mere. Men problemet accelererede altså, siger Brian Mikkelsen.

Hvis de borgerlige får flertal efter næste valg, vil Brian Mikkelsen gerne genindføre de to års optjeningspligt og prøve sagen ved EU-domstolen.

- Vi vil gerne skabe nye regler, der beskytter de nationale velfærdsydelser. Gerne i samarbejde med andre lande, f.eks. med Tyskland i spidsen, siger Brian Mikkelsen.

Dansk Folkeparti fremsatte i 2003 et forslag om en overgangsordning, hvor arbejdstagere fra andre lande først kunne få arbejdstilladelse i Danmark syv år efter landets optagelse i EU. Men det var kun DF selv, der stemte for.

- Vi prøvede at gøre noget, men det var svært at trænge igennem. LO mente jo heller ikke, der skulle gøres noget. Venstre og Konservative gjorde heller  ikke nok. De tjente arbejdsgivernes interesser, og de var mere interesserede i at skaffe billig arbejdskraft, siger DFs formand Kristian Thulesen Dahl.

Han medgiver dog også,  at problemet er vokset mere eksplosivt end selv DF havde forventet.

- I de undersøgelser der blev lavet i 2003, forventede man, at der ville gå 26 år, før der var 50.000 udenlandske arbejdere i landet. Der gik imidlertid kun 8 år. Og nu er her ca. 90.000, siger Kristian Thulesen Dahl.