Grevinde Alexandra flytter fra sin herskabslejlighed i København til en villa i Charlottenlund. Det vækker undren hos kongehusekspert.

Søren Jakobsen, der har beskæftiget sig med Kongehuset i mange år, regnede med, at hun ville flytte til udlandet i stedet.

»Jeg tænkte, at Alexandras foredragsvirksomhed i USA kunne være starten på en udenlandskarriere. Men det tyder dette huskøb i Charlottenlund så på, at det ikke er. Her siger hun, at hun har en base i et eksklusivt villakvarter ved København,« siger han og peger på en anden smart ting ved huskøbet.

»Hun fjerner mistanken om, at hun fik lavet en meget fordelagtig boligindkvartering hos mangemilliardæren Mikael Goldschmidt, (én af Danmarks største ejendomsmatadorer, red.),« siger Søren Jakobsen, der hentyder til, at Alexandras nuværende herskabslejlighed i København er ejet af milliardæren Mikael Goldschmidt, som lejede den ud til Alexandra.

(Billedet af villaen fra boliga.dk.)

Grevinde Alexandra har købt den 215 kvm store villa på Vilvordevej i Charlottenlund i Nordsjælland af fodboldlegenden, Preben Elkjær. Den rummer seks værelser og er bygget i 1963. Hele grunden er på 939 kvm.

Preben Elkjær og hans belgiske hustru, Nicole Marchand, købte villaen i 2007 for 9,7 millioner. I juni satte de den til salg for 9,95 millioner kroner, skriver Ekstra Bladet.

Grevinde Alexandra mister sine årpenge i 2020, når prins Felix fylder 18 år. Derfor giver huskøbet ekstra mening.

»Det er en klog økonomisk disposition. Hun mister sine årpenge i 2020, og hun har ingen erhvervserfaring. Så hendes indkomst er snart ret begrænset. Men med denne villa vil hun have råd til at sidde der i lang tid,« siger Søren Jakobsen.

Grevinde Alexandra har tidligere boet i en kæmpevilla på Svanemøllevej på Østerbro i København, hvor hun rådede over 356 kvm. Alexandra havde fået overdraget villaen kvit og frit af eksmanden prins Joachim. Den solgte hun for 23 millioner kroner i 2016 efter bruddet med Martin Jørgensen.

Derefter flyttede hun ind i sin nuværende lejlighed på Store Kongensgade i inde by i København, som hun nu flytter fra.

Her havde hun 300 kvm at hygge sig på i sin herskabslejlighed, hvor hun boede med sine to sønner, 15-årige prins Felix og Prins Nikolai, der fyldte 18 år i august. Prins Nikolai har siden 2014 gået på Herlufsholm kostskole som elev. Han bliver student til sommer.

Grevinde Alexandra overtager det nye hus 15. januar.

(Herunder kan du se placeringen af Alexandras tre seneste boliger.)