TV 2 og Ekstra Bladet er under anklage fra det løsladte piratgidsel Eddy Lopez, der beskriver, hvordan mediernes henvendelser udløste tæsk og trusler fra gidseltagerne.

Kaptajnen på gidselskibet MV Leopard, der i 838 dage var piraternes fange, giver nu for første gang sin version. Det sker i en klagesag mod Ekstra Bladet og TV 2, hvis dækning undervejs udløste tæsk og trusler.

- Hver gang vi skulle tale med journalister, fik vi tæsk, så det kunne høres, at vi var bange, skriver Eddy Lopez blandt andet i klagen ifølge avisen Information.

Eddy Lopez og styrmand Søren Lyngbjørn blev sammen med fire andre filippinske søfolk frigivet den 30. april efter 838 dage i fangenskab hos somaliske pirater.

Et af klageskrifterne retter en kritisk finger mod TV 2-dokumentaren 'De danske gidsler - mareridtet i Somalia', der blev sendt få dage efter gidslernes frigivelse. I udsendelsen bryder Eddy Lopez blandt andet grædende sammen og fortæller om selvmordstanker.

- Jeg har det rigtigt dårligt med den udsendelse. Det var ydmygende. Vi skulle græde, og gjorde vi ikke det, fik vi tæsk. Jeg ville ikke have, at mine unger skulle se mig sådan, eller min kone, min familie, skriver han ifølge Information.

Desuden beskriver han, hvordan han blev truet og gentagne gange slået, mens den freelancejournalist, der optog dokumentarfilmen, var på besøg i lejren.

- Men Abdifitah Farayare Gelle kiggede blot lige frem for sig og greb ikke ind, står der i klagesagen ifølge Information.

BT har været i kontakt med Abdifitah Farayare Gelle, men han ønsker ikke at kommentere på anklagerne, så længe sagen er i gang. Han lader dog forstå, at han har mere på hjerte senere.

Meget tyder på, at sagens øvrige parter har en anden opfattelse af begivenhederne end den, der står beskrevet i klagen. Ifølge avisens oplysninger kan flere af de filippinske gidsler fra MV Leopard ikke nikke genkendende til kaptajnens beskrivelser.

Heller ikke styrmand Søren Lyngbjørn ønsker at udtale sig om sagen, meddeler han via sin søster. Kort efter frigivelsen udtalte hans far dog til bt.dk, at Søren Lyngbjørn var blevet tæsket til at spille dødssyg foran rullende kameraer.

- Det, vi har fået at vide af Søren i telefonen er, at de blev tæsket til at opføre sig som om, at de havde det dårligt. Søren var ked af at skulle gøre det, men piraterne ville vist forsøge at lægge pres på rederiet (Shipcraft. red.) eller regeringen, sagde Jan Lyngbjørn.

Fagforeningen Søfartens Ledere siger til Information, at styrmand Søren Lyngbjørn ikke 'for nuværende' ønsker at klage over hverken TV 2 eller Ekstra Bladet.

Klagesagen kommer ikke bag på Søren Espersen (DF), der har fulgt sagen tæt via Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

- Det bestyrker kun det indtryk, jeg har haft under hele forløbet. Det bør give anledning til selvransagelse, hvis man tror, at man kan lave interview med gidsler, uden det er at gå gidseltagernes ærinde. Så er man naiv. Hele den skildring af, hvor dygtig man er som medie, fordi man kunne skaffe det interview, er det rene pjank, lyder det fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører.

Klagesagen kan i yderste konsekvens ende hos Pressenævnet, der skal forholde sig til de alvorlige anklager mod de to mediehuse.

- Jeg ser det som en af de mest alvorlige sager, Pressenævnet nogensinde har haft på bordet, vurderer forskningschef og mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hverken TV 2 eller Søfartens Ledere ønskede onsdag at kommentere sagen.