Jack Warner, tidligere vice-præsident i FIFA, påstår at være i besiddelse af belastende dokumenter mod den snart abdicerende præsident i det internationale fodboldforbund, Sepp Blatter.

Det skriver den britiske avis The Guardian og fortæller videre, at Jack Warner, der er en af de 14 personer, som indtil videre står anklaget for korruption og bestikkelse af det amerikanske forbundspoliti, FBI, »ikke længere vil holde noget hemmeligt.«

FIFA-boss bekræfter bestikkelse: Jeg tog imod penge for VM i '98 og '10

Udtalelserne kommer i en ekstraordinær tv-udsendelse, som Warner selv havde betalt for at få sendt ud, i Trinidad og Tobago, hvor Jack Warner, der også tidligere har været præsident for CONCACAF - fodboldforbundet for Nord- og Mellemamerika samt Caribien - holder til.

Han hævder at være i besiddelse af belastende dokumenter mod Sepp Blatter, der ellers indtil nu er gået fri af alle de skandalesager, som i disse dage dukker frem om FIFA. Dokumenterne afslører angiveligt en - formentlig ulovlig - forbindelse mellem højtstående FIFA-medlemmer og det nationale valg i Trinidad og Tobage i 2010.

Medie: FBI går efter VM i Rusland og Qatar

»Ud fra det, som jeg kender til dokumenterne, er der transaktioner i FIFA, der inkluderer Sepp Blatter, men det er ikke kun ham,« siger Jack Warner.

Warner er en af de seks personer, som onsdag blev efterlyst af den internationale politiorganisation Interpol. Onsdag i sidste uge blev Warner anholdt i Trinidad og Tobago, men han blev siden løsladt mod kaution.

Endnu har Jack Warner, der »frygter for sit liv« i kølvandet på de mange afsløringer, ikke fremlagt nogen dokumentation. Sepp Blatter har endnu ikke kommenteret beskyldningerne.