En 68-årig kvinde og en 67-årig mand med demens efterlyses af politiet. Nye spor gør politiet fortrøstningsfulde.

Den 68-årige Bente Byskov Thers er ikke set siden mandag 1. juni, hvor hun forlod sit hjem i Hobro i Nordjylland – måske i nedtrykt tilstand.

Hun beskrives som spinkel af bygning, 163 cm. høj og vejer omkring 48 kilo. Hun er solbrændt og bærer briller. Påklædningen kender politiet ikke.

Der er desværre ikke sket en udvikling i sagen siden Bente Byskov Thers forsvinden fra bopælen den 1. juni.

67-årig mand forsvundet fra plejehjem i Mou

Anderledes ser det ud i sagen om 67-årige Carsten Thomsen, der har demens. Han har været forsvundet fra et plejehjem i Mou i Nordjylland siden fredag aften. Men politiet har nu fået to henvendelser om, at han skulle være set ved Godthåb tæt på Svenstrup ligeledes i Nordjylland. Politiet eftersøger ham med både helikopter, drone og hundefører og er fortrøstningsfulde:

»Der er to uafhængige henvendelser fra folk, der mener at have set Carsten Holm gå rundt omkring i Godthåb. Vi håber, det er det afgørende spor til at finde ham. Der er desværre ikke sket noget i sagen om Bente Byskov Thers forsvinden,« siger vagthavende hos Nordjyllands Politi til BT.

Carsten Thomsen beskrives som værende skaldet, 180 cm. høj og kraftig bygget. Han er iført kortærmet skjorte, cowboybukser og bærer seler. Han har derudover ’sømandstatoveringer’ på begge arme og beskrives som værende godt gående.

Har du set de to efterlyste, vil Nordjyllands Politi gerne høre fra dig på telefon 114.