Medarbejderne hos Randers Regnskov fandt forleden en efterladt cykel inde hos deres bisonokser, og i stedet for at melde det på helt almindelig vis, har Randers Regnskov valgt at tage andre midler i brug.

I et opslag på Facebook henvender Randers Regnskov sig derfor direkte til den formodede cykeltyv, man regner med, har efterladt cyklen hos parkens bisonokser.

Efter at have tænkt sig om siden torsdag er man kommet frem til, at der kun kan være én logisk forklaring på, hvorfor tyven har efterladt cyklen hos dyrene.

'Du synes simpelthen, at vores bisontyr er gået hen og blevet for tyk over vinteren og var derfor så venlig at tilbyde den muligheden for at motionere lidt,' skriver Randers Regnskov i Facebook-opslaget, som på lidt over en time er blevet liket over 1.000 gange og delt mere end 300 gange.

Randers Regnskov fortæller videre, at de efter at have målt deres bisontyrs BMI har opdaget, at den er på hele 250.

'I den sammenhæng skal nævnes, at en BMI over 40 betegnes som svær overvægt. Denne viden skabte naturligvis bekymring, hvorefter vi fik dyrlægen til at tage en blodprøve der viste, at dens blodtype var Nutella,' skriver Randers Regnskov og tilføjer, at man naturligvis ikke har tænkt sig at lade problemet gå ubemærket hen.

'Som en konsekvens af dette har vi nu indkøbt træningstøj i størrelse XXXXXXXL og har indgået en firmaaftale med Fitness Studiet, hvor den fremover vil dyrke både cardio, zumba og crossfit', lyder det.

Randers Regnskov kan i opslaget også fortælle, at den pågældende formodede cykeltyv en anden gang bare kan nøjes med at sende en mail til Tykkedyr@regnskoven.dk, hvis vedkommende skulle finde dyrene for tykke.

I Facebook-opslaget har Randers Regnskov vedhæftet et billede af cyklen i håb om, at den rette ejer nu henvender sig og kan blive genforenet med sit transportmiddel.