Politiet i Radcliffe nær Manchester i det nordlige England fik ikke brug for det store detektivarbejde, da man skulle finde gerningsmanden til et indbrudsforsøg i en to-etagers ejendom.
Indbrudstyven havde nemlig på forunderlig vis haft held til at sætte sig selv uhjælpeligt fast i vinduet til husets badeværelse på overetagen, efter at han var kravlet op ad et stakit på husets facade. Her dinglede han nok så nydeligt i knap fem meters højde, da politiet nåede frem i december.
Den 47-årige Sean Crawshaws knæ hvilede på vindueskarmen og hovedet var kommet i klemme i den øverste del af det lille vindue, så hans ene øre var blevet beskadiget. Han var derfor taknemmelig, da tilkaldte brandfolk efter godt 20 minutter havde fået ham befriet fra det glubske badeværelsesvindue.
Da tyven for nylig skulle for retten i Manchester, erkendte han sig skyldig og blev idømt en straf på fængsel i to år og fem måneder.
Greater Manchester Police offentliggjorde forleden billeder af den uheldige indbrudstyv, og i den forbindelse erkendte en talsmand for politistyrken, at man også hos ordensmagten havde grinet lidt i skægget ad gerningsmanden.
»Men husets ejer var faktisk temmelig rystet over episoden. Det er ikke rart, når nogen laver indbrud i dit hjem, og du finder ud af, at de stadig er der,« siger polititalsmanden til BBC.
