Tour de France meddeler, at slovakken Peter Sagan er blevet smidt ud af cykelløbet, efter at han forårsagede et styrt på 4. etape.

Bora-rytteren pressede Dimension Data-rytteren Mark Cavendish ud i barrieren i spurten, så briten styrtede og hev flere ryttere med sig i faldet.

Peter Sagan, der mandag vandt 3. etape, blev i første omgang deklasseret fra etapen.

Han blev desuden idømt en tidsstraf på 30 sekunder i den samlede stilling og frataget 80 point i konkurrencen om pointtrøjen.

Den grønne pointtrøje har Peter Sagan vundet de seneste fem år i Touren, men med exiten er verdensmesteren i linjeløb på landevej altså uden mulighed for at vinde den for sjette år i træk.

»Vi har besluttet at diskvalificere Peter Sagan fra Tour de France 2017, da han i høj grad bragte nogle af sine kolleger i fare på de sidste meter af spurten, som var i Vittel,« meddelte en mand fra løbsjuryen foran den samlede presse i pressecentret.

»Vi har gjort brug af artikel 12 i disciplinærreglerne i UCI om en irregulær spurt, hvorfor vi har hjemmel til at diskvalificere en rytter,« lød forklaringen.

Peter Sagan var på jagt efter sin sjette grønne pointtrøje i træk, hvilket ville være en tangering af Erik Zabels rekord.
Den rekord går han dermed glip af og må rejse hjem fra årets Tour.

Peter Sagan forklarede umiddelbart efter løbet - og inden beslutningen om at diskvalificere ham - at han ikke så sin rival komme bag fra på sin højre side:

»Jeg vidste ikke, at Mark var bag mig. Han kom fra højre side, og jeg ville tage hjulet på Kristoff, tror jeg, det var, men Mark kom hurtigt, så jeg havde ikke tid til at rykke til venstre, så ramte han mig og røg ind i hegnet. Det er ikke rart, når sådan noget sker,« siger Sagan, som har været henne at undskylde over for Mark Cavendish, der måtte til behandling for sine skader efter nærkontakten med asfalten.

Cavendish var mærket efter det voldsomme styrt, men virkede relativt afdæmpet i forhold til Sagans rolle i styrtet, da han mnødte pressen.

»Jeg kommer godt ud af det med Peter, jeg vil gerne tale med ham. Men nu er jeg mest fokuseret på min albue,« siger Mark Cavendish om den kontroversielle episode.

Cavendish, som også slog skulderen og fingeren, siger, at han skal scannes, og ikke er optimistisk på egne vegne. Den engelske sprinter, som nu er på vej på hospitalet, har højre arm i slynge, og den er bundet ind.