Det var den moderne og tænkende fodboldspiller, der tørnede sammen med midtbanekrigeren af den gamle skole, da William Kvist og Stig Tøfting røg verbalt i totterne på hinanden i starten af sommeren.
FC Københavns anfører var gennem længere tid blevet kritiseret af den tidligere landsholdsspiller og nuværende fodboldekspert Stig Tøfting. Blandt andet for at spille for anonymt og defensivt.
William Kvist, der er kendt som en velovervejet fodboldspiller med en intellektuel side, benyttede lejligheden til i et stort interview med Information at give lidt igen til Tøfting, som modsat Kvist er kendt som en hård hund med masser af hårde takclinger på landsholdets midtbane og i de klubber, han repræsenterede i sin brogede karriere, der blandt andet sendte ham til Hamburger SV, Bolton, AGF og OB.
»Sådan en som Stig Tøfting er prototypen på alt det gammeldags ved fodbold – den laveste fællesnævner, det platte og fordummende,« sagde Kvist i interviewet.
Tøtfing, som har kælenavnet Plæneklipperen, svarede prompte igen på Kvists lille verbale hilsen.
»Jeg skal da lige love for, at William Kvist havde noget, han var brændt inde med. Åbenbart så voldsomt, at han lige skulle give mig en ordentlig sviner, fordi jeg åbenbart står for alt det platte, gammeldags og fordummende i fodboldverdenen. Tak skal du ha',« skrev Tøfting i en opsogsvækkende klumme i Ekstra Bladet.
Men nu er stridsøksen tilsyneladende begravet. I et tweet, som TV3 Sport-kommentator Carsten Werge har sendt ud, kan man se de to kamphaner i smilende selskab.
»Så fiksede jeg gaven til Tøffe. En trøje med en hilsen fra hans FCK-ven William Kvist,« skriver Carsten Werge til billedet, hvor man kan se, at Kvist har overrakt en FCK-trøje til Tøfting, som fylder 48 år i dag.
»Tillykke med de 68 år, din gamle idiot. Hilsen anti-macho og moderne fodboldspiller,« har FCK-anføreren drillende skrevet i sin fødselsdagshilsen til Tøfting på trøjen.
Stig Tøfting og Carsten Werge er fløjet med FCK-truppen til Baku i Aserbajdsjan, hvor de danske mestre i morgen aften møder Qarabag FK i den første af to Champions League-playoff-kampe.
En kamp, som makkerparret skal kommentere klokken 18 dansk tid på TV3+. Følg også kampen live her på bt.dk.

