William Kvist er min yndlingsfodboldspiller. Han er ikke den bedste, jeg nogensinde har set, men han er muligvis den, der har fået mest ud af sit talent. Hvad jeg med sikkerhed kan sige er, at han i hvert fald er den fodboldspiller, der har gjort mest for at få det optimale ud af de evner, han blev født med.

I kender historien om juicepresseren i landsholdslejren. I kender historierne om hans mentaltræner. Måske har I også set hans taler på Facebook. Forleden kunne man i et fantastisk interview i Information læse, at han også havde haft fløjet en bevægelsesprofessor til Stuttgart for at hjælpe ham med at danse en aggressiv dans for at nå ind til nogle følelser, mens det gik dårligt i klubben.

I dag kan William Kvist godt se det latterlige i nogle af sine optimeringsprocesser, og han hævder, at han er gået fra 100 til 90 procents forsøg på at optimere sig. Men jeg håber sandelig ikke, han fortryder.

William Kvist bør være et forbillede for alle unge fodboldspillere. Jeg har før sagt, at hvis Nicklas Bendtner havde haft William Kvists hoved, eller hvis William Kvist havde haft Nicklas Bendtners talent, havde Danmark haft en af de bedste fodboldspillere gennem tiden.

De fleste har vel bemærket, at Stig Tøfting efter William Kvists interview skrev en klumme i Ekstra Bladet, hvor han kaldte ham en »wannabe-machoman« og kritiserede hans evner på en fodboldbane. Som defensiv midtbanespiller har han ifølge Stig Tøfting 'kilometer op til forgængere som Henrik Larsen, John Faxe Jensen, Allan Nielsen, Brian Steen Nielsen, Thomas Gravesen og Christian Poulsen.' Om Tøfting selv er i samme kategori, må andre vurdere. Det vil jeg gerne sige, han var. Fremragende fodboldspillere alle sammen. Virkelig. I deres tid. Jeg er ked af at sige det, men det er simpelthen gammeldags at latterliggøre det ultimative forsøg på selvoptimering.

Stig Tøfting har længe været efter William Kvist og især hans manglende evner med bolden, og det seneste angreb kommer, efter at William Kvist i Information kaldte Stig Tøfting for 'prototypen på alt det gammeldags ved fodbold – den laveste fællesnævner, det platte og fordummende'. Fair nok at Kvist angriber. Fair nok at Tøfting slår igen. De to har noget internt kørende, og som Stig Tøfting selv skriver i en sms til Information, er de som Yin og Yang.

Men det ville være både ærgerligt og ufrugtbart, hvis Stig Tøftings karakteristik af William Kvist blev alment gyldig. Hvis det blev almindeligt at se ned på spillere, der forsøger at gøre deres bedste, og som med alle midler forsøger at udnytte deres potentiale til fulde. Jeg kender Stig Tøfting udmærket, efter vi har stået sammen i snart mange fodbolddebatter, og jeg kan godt lide ham. Jeg kan også godt lide, at han, modsat hvad mange tror, er uhyre velforberedt. Selv en rigtig machoman forbereder sig altså for at blive bedre.

Det er jeg fuld af respekt for.