Danmark holdt 25 års jubilæum for EM-triumfen i 1992, men det endte ikke i det helt store brag med 1-1-kampen mod Tyskland. Vi lærte dog alligevel fem ting inden lørdagens vigtige VM-kvalkamp mod Kasakhstan.
1. At Åge Hareide er klar til at angribe mod Kasakhstan med en mand færre i bagkæden, end han ellers startede med som landstræner. Det proklamerede han allerede inden kampen, men han satte handling bag ordene og fik dermed plads til flere offensive spillere, der kan åbne en hård kasakhstansk defensiv.
2. At Thomas Delaney skal spille en rolle i boksen og ikke ’kun’ være balancespiller mod kasakherne. Thomas Delaney lå helt oppe på siden af Christian Eriksen og fik frie tøjler til at trykke frem, når Danmark pressede lidt frem. Imens er det altså William Kvist, der kommer til at ligge som oprydder alene.
3. At det danske landshold er langt fra triumfen for 25 år siden. Ja, dengang var Danmark også spillet godt ned af tyskerne, men det var også en EM-finale. Mod tysker reserver, som godt nok stadig spiller fast i store klubber, var Danmark ikke det dominerende hold. Til tider var opstillingen mere 4-1-4-1.
4. At Danmark ikke fik trænet så meget etableret angrebsspil, som der nok bliver mod Kasakhstan. For Tysklands næstbedste er nok stadig bedre end Danmarks bedste, når det kommer til omgangen med bolden. Derfor fik Hareide altså ikke rigtig øvet det kampbillede, som vi forventer på lørdag i VM-kvalen.
5. At Kasper Dolberg-hypen lever endnu. ”Dolberg!,” blev der råbt, og det tog fart ti minutter inde i anden halvleg, da Ajax-kæledæggen varmede op foran de mest entusiastiske danske fans. Men de måtte vente til 76. minut. Og Dolberg kom ind til en kamp, hvor han mest skulle forsvare.
{embedded type="node/webtv_link" id="52582309"}
