Kort efter Danmark var blevet europamestre i 1992, rejste jeg med mit fodboldhold fra Gilleleje i bus til Valencia for at deltage i en sommerturnering. Af årsager, jeg ikke kan huske, var vores hold ikke blevet en del af den officielle indmarch, men vi trodsede afspærringen, hoppede ind på løbebanen og gik bagerst i vores røde og sorte dragter efter de andre. Ingen skulle stoppe os, og sådan tænkte jeg hele den sommer. Ingen skulle stoppe os, og ingen kunne, selv hvis de prøvede, for vi var fra Danmark, og vi var europamestre. Aldrig har jeg været så stolt, og jeg følte, hele verden kiggede på os.
Den sommer forandredes fodbolddanmarks selvforståelse. Det danske fodboldlandshold kunne mere end bare charmere. Det kunne besejre selv de største, og det kunne ende med at vinde det hele.
I går blev jeg spurgt af en tysk journalist, om Danmark kunne gøre det igen. Om det nogensinde kunne lade sig gøre for et dansk landshold igen at vinde en stor turnering.
Tja. Kan det egentlig det? I sin nuværende forfatning er det ærlig talt svært at se et europa- eller verdensmesterskab ligge lige om hjørnet. Vi har længe talt om, at der var store talenter på vej, og det er da også sjældent, at vi har så mange regelmæssige startere og eftertragtede stamspillere rundt omkring i Europa, som vi har i øjeblikket. Men det gør egentlig ikke udsigten til en turneringssejr meget bedre, at vi selv i den situation har at gøre med en lidt blandet forsamling af spillere.
Danmark får næppe igen et så stærkt klubhold med så mange danskere på holdet, som Brøndby var, da det dannede stammen på EM-holdet. Vi får heller aldrig så lille en turnering, som dengang i 1992, da der kun var fire kampe inden finalen. Vi får vel heller ikke en afbudsbillet igen. Forhåbentlig ikke. Og spørgsmålet er, om vi finder så dedikeret en landsholdstrup igen, som vi havde dengang. Er nutidens danske fodboldspillere lige så dedikerede i forhold til deres landshold, som de var dengang, eller er karrieren på klubholdet blevet så meget vigtigere, at man for eksempel kunne finde på at melde afbud til en træningskamp? Eller chartre sit eget fly hjem, fordi fællesturen blev for lang?
Alt det svarede jeg den tyske journalist inden kampen, og jeg ville have svaret det samme bagefter mod et tysk B-hold i udskiftningshumør. I perioder gik det vel okay, men i det store og hele var det ikke en indsats, der efterlod indtrykket af, at vi efter halvandet år med Åge Hareide har samlet et hold, der har rykket sig. Det kunne godt være nok til at besejre Kasakhstan, og det håber jeg virkelig, det er på lørdag, men i så fald vil det fortælle mere om Kasakhstan, end det vil fortælle om Danmark.
{embedded type="node/webtv_link" id="52582309"}
Hvis EM-sejren dengang i 1992 førte noget dårligt med sig, var det måske, at den slags perioder, vi befinder os i for tiden, føles forkerte og langt fra den standard, man kan forvente af et dansk landshold. Måske er dansk fodbold ikke en nation af permanent potentielle europamestre, og måske ved vi det godt, når vi tænker os om. Men det, der skete dengang for 25 år siden, var bare så vidunderligt, at det er svært ikke at drømme om.