Eftersøgningsgruppen oplyser på Facebook, at den ikke længere har tænkt sig at deltage aktivt i eftersøgningen af Emilie Meng, der forsvandt fra Korsør 10. juli.
'Missing People' har oplyst Emilie Mengs familie om beslutningen, der skyldes, at de forveksles med en anden eftersøgningsgruppe 'Forsvundne Personer'.
Det er et tidligere medlem af Facebook-gruppen 'Forsvundne Personer', som har påstået over for BT, at de har foretaget ulovlige aflytninger og overvågning af privatpersoner i Korsør, som de har mistænkt for at være indblandet i Emilie Mengs mystiske forsvinden.
Det virker til, at det er grunden til, at 'Missing People' nu trækker sig.
'Vi har ingen problemer med, at der er flere grupper/foreninger, der søger på samme sag, når bare alle retningslinjer udstukket af myndighederne overholdes Der har i dagspressen og på de sociale medier væres skrevet meget om de metoder, der eventuelt er blevet anvendt og vi tager på det skarpeste afstand fra disse skriverier,' lyder det blandt andet.
'Vi er og har, kun været ekstra øjne der, ved organiseret søg, har været ude og lede efter Emilie eller nogle af de ting hun havde med da hun forsvandt.
Al denne omtale har gjort at vores søgere ikke møder op, formodentlig fordi de ikke vil blandes ind i al den virvar. Vi kan ikke forsvare over for os selv og vores søgere at blive ved, med den risiko der er forbundet med det.'
Det lyder, at de ikke har nogen yderligere kommentarer til sagen.
At gruppen har trukket sig i jagten på at finde frem til Emilie Meng, ærgrer mange på det sociale medie.
Eksempelvis skriver en Ingelise Hansen:
'Meget, meget ærgerligt, at de mest fantastiske, seriøse og ærlige mennesker nu vælger at stoppe på grund af andres dumheder. Men forstår jer fuldt ud. Øv øv øv'
Forsvundne Personer afviser beskidte metoder
Grundlægger af Forsvundne Personer, Sofie Sønderup, har tidligere afvist Helle Flintholms beskyldninger, at medlemmer fra gruppen skulle have foretaget ulovlig overvågning af privatpersoner.
»Jeg har ingen kommentarer til dette. Vi overdrager alt, hvad vi finder og informationer til politiet, og politiet gør et rigtig flot stykke arbejde. Som jeg også sagde i går (tirsdag, red.), figurerer der så mange rygter, og det er ærgerligt, at nogle vælger at hoppe med på den vogn, for det gavner ikke nogen. Alt, hvad vi foretager os i gruppen, er familien og politiet orienteret om,« har hun sagt til BT.
Politiet har tidligere bekræftet over for BT, at man har fået en henvendelse om ulovlig overvågning, men man har ikke fundet nogen beviser på, at denne overvågning skulle være foregået.
Emilie Meng er sidst set 10. juli på Korsør Station omkring klokken 04.00. Her tog hun afsked med sine veninder efter en bytur. Fra stationen skulle Emilie Meng gå et par kilometer hjem, men hun dukkede aldrig op.