Skuespiller Robert Hansen kommer ikke tilbage til forestillingen Dirty Dancing i Tivolis Koncertsal.
Det meddeler hans chef, Executive producer Jesper Winge Leisner, i en pressemeddelese.
»Efter i dag at have talt med den vagthavende overlæge på det sengeafsnit, hvor Robert Hansen er indlagt, ligger det helt fast, at Robert Hansen ikke kommer tilbage til Dirty Dancing i Tivolis Koncertsal. Robert kommer heller ikke med, når musicalen flytter til Musikhuset i Aarhus til maj. Overlægen forklarede, at efter en så stor operation, skal Robert regne med en rekonvalescens-periode på to til tre måneder, hvilket er helt normalt for den type operationer.«
LÆS OGSÅ:
Tirsdag aften måtte den populære skuespiller udgå midt under forestilligen, fordi han blev dårlig. Robert Hansen blev kørt på hospitalet, og her stod det klart, at den blot 35-årige Hansen var alvorligt syg. Det, der i første omgang lignede et banalt ildebefindende, viste sig senere at være en potentiel livstruende rift i hovedpulsåren.
»Vi er naturligvis alle sammen kede af at skulle undvære Robert, og vi vil virkelig savne ham. Samtidig er vi meget lykkelige for at operationen gik så godt,« siger Jesper Winge Leisner.
LÆS OGSÅ:
Robert Hansen vil indtil videre være indlagt på Rigshospitalet, og han har det efter omstændighederne rigtig godt, forlyder det.
»Hans humør fejler heller ingenting, selvom han naturligvis allerhelst ville tilbage og stå på scenen igen, allerede i aften. Robert har bedt mig hilse alle og sige tak for alle de søde hilsner han har fået.«