Holdet på Jesper Winge Leisners opsætning af 'Dirty Dancing' i Tivolis Koncertsal er i chok over meldingen om Robert Hansens livstruende sygdom, som han blev behandlet for ved en længere operation tirsdag nat.
Tirsdag aften konstaterede Rigshospitalets læger, at den 35-årige skuespiller var ramt af Aorta dissektion - en rift på indersiden af hovedpulsåren, der kan forårsage nyresvigt, forblødning og slagtilfælde.
Kun Hansens familie og Dirty Dancings bagmand, Jesper Winge Leisner har fået lov at besøge skuespilleren onsdag efter operationen, fordi lægerne har dekreteret ro.
»Jeg har et helt hold af skuespillere, der alle gerne vil besøge ham, men lægerne har sagt, at det kun er familien. Lige meget hvad Robert selv siger, så skal han have fred, hvile og ro,« siger Leisner til BT.
»Jeg er meget, meget trist og glæder mig til, at jeg må komme ud at besøge ham,« siger Silas Holst, der spiller Johnny Castle i 'Dirty Dancing'', i forestllingen er han bedste ven med Robert Hansens karakter, Neil.
»Alle er lettede over, at det blev opdaget, ellers kunne det jo være endt frygteligt. Vi savner ham, men gudskelov, at han kom på hospitalet,« siger Silas Holst til BT.
»Jeg skal lige sunde mig lidt oven på¨den melding. Jeg er dybt chokeret over at det har været så alvorligt,« siger Henrik Launbjerg, der er sanger i forestillingen:
»Selvom vi allerede savner ham, så skal han selvfølgelig blive i sengen, og tage al den tid han trænger til, for at komme til hægterne. Jeg snakkede med ham inden forestillingen i går, hvor han sagde at han var lidt træt og utilpas, så nu forstår jeg bedre... det er godt nok lidt af et chok...
»Hils Robert fra os. Han er en sand kriger. Formidabel at arbejde sammen med, og så er han bare skide sød, og et skønt menneske. Vi savner ham alllerede, for der er kun én Robert Hansen,« siger Henrik Lauenbjerg til BT.
»Stakkels lille skat« er Kirsten Norholts første reaktion, da BT fortæller den 61-årige skuespiller om Hansens sygdom og timelange operation tirsdag nat.
Kirsten Norholt er selv sygemeldt fra forestillingen med en infention på stemmelæberne og i halsen.
»Mit er jo intet i sammenligning. Det gør mig så ondt for Robert, og jeg er så ked af at høre, at han er blevet alvorligt syg, og har måttet opereres. Den stakkels lille skat, som altid har så meget energi og er i så dejligt et humør,« siger Kirsten Norholt, der spiller Marjorie Houseman i forestillingen.
»Hils Robert kærligt, og sig jeg kommer og besøger ham, når vi må. Og sig også, at jeg lover at udøve sexchikane på ham, så snart han kommer tilbage,« smiler Kirsten Norholt gennem den infektion, der har ramt hende på stemmen og i halsen.