Nu er det sket. Efter 10 Superliga-kampe uden mål scorede FC Københavns Federico Santander endelig i søndagens 3-1-sejr over Hobro. Det har han også gjort i Europa League og DBU Pokalen, men de har manglet på den vigtigste scene.

Paraguayaneren steg op til et hjørnespark, som han kontrolleret lagde i mål bag Hobros Jesper Rask til 1-0. Han havde også muligheden for at score sit andet mål, men fra tæt hold sparkede han Augustinsson oplæg over mål. Han nåede op på 800 målløse minutter, inden det endelig lykkedes, så det var trods alt noget at få det nul slettet.

Og så sluttede det med en skade for Federico Santander, der lod sig udskifte efter at være faldet forkert ned på det ene ben. FCK fortsatte dog, og Kasper Kusk scorede to minutter senere til 2-0, da han modtog bolden fra Toutouh, tæmmede den og i luften flugtede den i mål fra kanten af feltet.

Kusk var ikke helt færdig, for nordjyden sparkede også 3-0-målet ind efter eget forarbejde og et par sløje Bashkim Kadrii-afslutninger.

Hobro, der reelt kun rigtig var med i de første 10 minutter af kampen fik dog pyntet på resultatet. En fæl Daniel Amartey-fejl gav Mayron George frit løb, og han passerede nemt og sikkert Stephan Andersen til slutresultatet 3-1.

Dermed holder FCK fat i FC Midtjylland. Københavnerne har tre point op til det danske mesterhold.