»Hvorfor gør jeg egentlig det her?«, tænker jeg ved mig selv, da de første hajfinner, som i en anden dårlig amerikansk actionfilm, begynder at cirkle rundt om den relativt lille speedbåd. 

I bund og grund er jeg jo en person, som sætter pris på livet og synes normalt, at vovehalse, som bringer livet på spil bare for at gøre det, er tåbelige. At springe i ned i vandet til nr. 2 og nr. 3 på Top 10 listen over verdens farligste menneskeædende hajer uden at være beskyttet af et bur kan næppe kaldes rationelt. 

I min verden giver det ikke desto mindre mening at møde disse fascinerende rovdyr i deres eget naturlige element.

 

Tyrehajen eller zambezi

Vi er ved Aliwal Shoal syd for Durban, på jagt efter tigerhajen. »En skraldespand med finner«, som den også kaldes,fordi den er kendt for at fortære alt fra albatrosser over havskildpadder til vaskemaskinecentrifuger og andet decideret skrald. Og en særdeles stor haj, som kan blive op til 5 en halv meter lang, i et enkelt tilfælde er den endda målt helt op til 7,40 meter.

Tyrehajen eller zambezi, som den kaldes her i Sydafrika, er også i spil. Selv om den er noget mindre – sjældent over tre meter, i ekstreme tilfælde fire – er den kendt for sin aggressivitet og tendens til at gå ind på lavt vand og i floder. 

Hvem husker ikke, hvordan en passager på Galatea II-ekspeditionen blev bidt i armen af netop en tyrehaj, mens han lå og snorklede på lavt vand ved Galapagos og måtte flyves til hovedstaden Quito i Ecuador for at blive lappet sammen? I øvrigt blot for at vågne op midt under operationen og kigge ned i den åbne arm – hvilket efter sigende skulle have været det mest rædselsvækkende syn. 

Signifikant for »tyrens« rygte er det også, at det umiddelbart var den, som fik skylden efter forrige vinters serie af angreb på badeturister ved Det Røde Hav (det viste sig imidlertid at være den oceaniske hvidtippede haj, som var synderen).

Jeg dykker med »tiger-veteranen« Walter Bernardis fra African Watersports i Umkomaas, en times kørsel syd for Durban – vi er med andre ord i det subtropiske Sydafrika ikke langt fra Mozambique. Vi starter tidligt om morgenen med at sætte båden i vandet fra standen – det er bedst at komme ud, mens hajerne endnu er sulte og til at lokke til truget, og søen er nogenlunde rolig.

Et godt stykke ud fra kysten begynder Walter at chumme. Det vil sige at lægge et spor af fiskeolie ud, som spredes af strømmen. Walter lader en hullet plastikcontainer med diverse fiskerester flyde med strømmen – på havets overflade kan vi se det glinsende oliespor i adskillige hundrede meter. Det får hajerne til at tro, at der er føde forenden af sporet, så de bliver ledt til båden.

Før vi går i vandet, giver Walter en grundig instruktion. 

 

Lektion i hajpsykologi 

Det handler grundlæggende om at være bevidst om ikke at ligne et bytte – men omvendt skal man dog heller ikke virke alt for farlig, for så skræmmer man hajerne væk, før man overhovedet har set dem. 

For at undgå at blive bidt i hænderne skal man holde dem i ro – hvis man vifter med de hvide hænder, kan hajerne tage dem for sardiner og hugge til. Man skal helst holde hænderne inde under armene, og i øvrigt stå stille i vandet i vertikal position. 

Kroppen skal holdes oprejst, fordi hajerne ikke er vant til at se fisk og andre havdyr i denne position – alt bytte svømmer vandret.

Hvis en tigerhaj svømmer hen mod én, skal man ikke forsøge at flygte: Hajens hjerne er hverken særlig stor eller avanceret, den arbejder på nogle helt basale instinkter: Når den ser noget flygte, er den programmeret til automatisk at opfatte det som et bytte og angribe det. 

Synke må man absolut heller ikke, for tigerhajen æder meget gerne døde ting – der som bekendt synker. 

Og fortsætter den trods alle disse forholdsregler alligevel direkte mod én, skal man råbe så højt som muligt af den ind i regulatoren, så vil den normalt blive bange eller i det mindste indse, at det ikke er et normalt bytte, den står overfor, og forsvinde.

Vi får besked om at holde os ret tæt i gruppen. Ligesom løverne på savannen vil hajen altid forsøge at angribe det letteste bytte, den svageste i gruppen, og det er den, som er længst fra gruppen og virker mest bange.

Der er ingen tvivl om, at denne lektion i hajpsykologi er nyttig, hvis man skulle løbe ind i en angrebslysten tigerhaj. Men den lange snak om havets store dræber er ikke ligefrem noget, som gør én mere tryg nu og her. Det kræver unægtelig en vis portion selvovervindelse at stige ned i en tyk stime af hajer den første gang. Jeg får billeder på den indre nethinde af Jackass’ »naturprogrammer« hvor de amerikanske drengerøve udsatte sig selv for gorilla’er, hvidhajer, slanger og andre dødsensfarlige dyr.

Da først jeg er kommet i baljen, genvinder jeg dog hurtigt roen.

For selv om vandet er fyldt med flere hajer, end jeg umiddelbart kan overskue at tælle, er der hverken tale om tiger- eller tyrehajer, men om den mindre oceaniske sorttippede haj, som sjældent er farlig for mennesker.

Midt på ankerlinen, ni meter under overfladen, har Walter placeret en stor hvid hullet bold fyldt med sardiner – i gamle dage brugte han centrifugen fra en gammel vaskemaskine, men det hændte, at hajerne bed deres tænder til blods på det hårde stål, så nu har han fået lavet en bold af glasfiber, nøjagtig så stor, at tigerhajen ikke kan gabe over den.

Det er her omkring lokkemaden, vi ligger og venter på, at tigeren skal dukke op, omgivet af et hav af sorttippede hajer.

Tigerhajen kan lide at snige sig på byttet bagfra, så Walter cirkler med korte mellemrum rundt om sig selv for at se, om noget skulle dukke op i horisonten. Sigtbarheden er ikke den bedste i dag – maksimalt fem meter.

Vi venter og venter, mens vi træder vande i oprejst position på ni meter. Mens vi spejder efter tiger og tyr, er der masser af nærkontakt med de sorttippede, der flokkes som fluer omkring bolden med sardiner. Flere gange bumper en haj ind i en af mine dykkerfødder, men efterhånden som vi vænner os til hinanden, begynder denne kontakt faktisk at være helt hyggelig.

Walter har lovet os at give tegn: Fingrene lagt som striber på skulderen = Tiger. To fingre stukket op ovenpå hovedet som horn = Tyr.

Men han får desværre ikke lejlighed til at bruge signalerne denne dag, og vi må stige op igen med uforrettet sag.

 

Gå på tigerjagt.

Jeg bor hjemme hos Walter, hvis hus er indrettet som et lille guesthouse, og om aftenen laver hans kone en heftig curry, som får det til at løbe fra både næse og øjne. 

»Det renser bihulerne (som er godt for trykudligning, red.),« siger Walter. 

Durban er curry-land på grund af de mange indere, som bor i området her. De kom oprindelig for at arbejde på sukkerrørsplantagerne, fordi de er effektive og kunne høste seks-syv sukkerrør på samme tid som de lokale kunne høste fire. I dag er der både indiske advokater, læger og byrådsmedlemmer.

Vi snakker om hajerne. Walter har udviklet sin egen teori om, at det er pirateriet ved Somalia, som er skyld i,at han ikke er i stand til at tiltrække så mange tigerhajer, som normalt for årstiden. Piraterne er årsag til, at mange af de store trawlere ved Somalia ikke tør at sejle ud, hvilket også her lokalt på

Aliwal Shoul har resulteret i flere store game fish her i området end normalt – store saftige fisk, som Walter mener, at tigerne er mere interesserede i end hans dybfrostsardiner.

Efter en pause på en dag, hvor jeg dykker på revet, er vi igen parate til at gå på tigerjagt. 

 

Havfruer

»Jeg har taget et par havfruer med til dig,« siger Walter. 

Det er to veninder fra Joburg, som er på besøg hos en af Walthers venner. Kvinderne er iført våddragt, men skal ikke dykke – slet ikke da adskillige sorttippede rygfinner begynder at cirkle omkring båden som i en anden Tin-Tin film.

Sigtbarheden viser sig at være væsentligt bedre denne dag omkring de ti meter, så lyset trænger godt igennem og man får mere ud at se på de gråbrune, sorttippede hajer. 

Vi fordriver endnu en time med dem: Walter leger med hajerne, nærmest som var det hunde, hiver dem blidt og drillende i halen, og viser hvordan, han er i stand til at tage politigreb på hajen ved at vride side finnen om på den, og vende den om, så den hvide bug kommer til syne. Det er ikke helt forkert, at en velvoksen sorttip godt kunne ligne en lille hvid haj. Men der er stadig ingen tigere eller tyre.

Da vi kommer op, siger Walter, at der er pigernes tur. 

»Jeg går ikke i, jeg går ikke i, jeg går ikke i,« hyler den ene, som igen og igen har gjort opmærksom på, at hajer er hendes livs største skræk. 

Men da den mindre veninde låner en maske og hopper i for at tage et par svømmetag i det hajfyldte farvand, er der til ingen vej udenom. Walter fører sin regulator ind i munden på hende, og hun stikker hovedet under vandet, hvor der lige nu er ekstra haj-action på grund af de sardiner, Walther har smidt i baljen. 

Da hun kommer op af vandet igen, meddeler hun, at nu er hun kureret for sin hajfobi. 

Fint, så har dagen da været til nytte for nogen, tænker jeg ved mig selv, godt frustreret over endnu ikke at have set en tiger.

»Er du nogensinde blevet angrebet af en tigerhaj?” spørger jeg Walter senere på eftermiddagen. 

»Ja, tre gange,« svarer han. 

»Den ene gang havde jeg leget med en tiger, og da jeg syntes, at det var nok, vendte jeg ryggen til den og svømmede den anden vej. Det betød, at jeg kom til at optræde som bytte og dens instinkt gik i gang. Så den greb fat i min finne (svømmefod, red.) og så kunne jeg mærke, hvordan tænderne borede sig ind i mit ben – det kostede mig 24 sting,« siger Walter.

 

Dagens dyk

Næste morgen tager vi af sted igen, så snart solen er stået op - det er min sidste dykkedag. På vej ud i Walters båd ser vi dog kun nedslåede andre dykkere, som signalerer: Ingen strøm og ingen sigtbarhed. Det første betyder, at det er svært at tiltrække hajerne,

 fordi chum sporet ikke breder sig, det andet, at det er farligt, fordi man ikke kan se tigerne eller tyren, før at man har den i nakken. 

 Så Walter afblæser dykket. 

 Resten af dagen går med at forsøge at fordøje det faktum, at løbet er kørt – ingen tigerhajer til mig denne omgang.

 Da Walter næste dag kører mig til lufthavnen i Durban,

spørger jeg ham til dagens dyk – som jeg ikke kunne være med på,eftersom man ikke må dykke 18 timer, før man skal flyve. Han fortæller, at sigtbarheden var god, og at de så en lille tiger. 

 Sådan er naturen, den lader sig desværre ikke dirigere.