Safari på 8 forskellige måder
Afrikas natur er storslået både til hest, til fods og fra luften. Men hver safariform har sine styrker og svagheder. Rejselivs guide til otte forskellige safari-former.
Afrikas natur er storslået både til hest, til fods og fra luften. Men hver safariform har sine styrker og svagheder. Rejselivs guide til otte forskellige safari-former.
Ingen forbindelse på mobilen, ingen kunstige lyskilder og en himmel så storslået og dramatisk som et stykke med Wagner.
Afrikas vilde natur slår benene væk under en velfærdskomfortabeldansker, der pludselig bliver lille og skrøbelig. Dødelig.
Og deri ligger fascinationen. I ZOO er der glas og beton mellem beskueren og den beskuede. I den afrikanske natur er rollerne byttet om og hegnene væk. Her er det elefanterne, der kigger nysgerrigt, og turisten, der er på udebane.
Der findes mange forskellige måder at opleve Afrikas natur og dyreliv på. Vi har set på fordele og ulemper.
Safarijeep med guide
Hvor: Kalahari, Botswana
Du bliver klogere. Chaufførerne ved som oftest utroligt meget om dyrene, og jo mere de fortæller, jo mere fascinerende bliver naturen.
Du ser meget. Guiderne har altid en idé om, hvor dyrene gemmer sig, og derfor er der rigtigt gode muligheder for at spotte spændende dyr.
Du skal gå på kompromis. Hvis der er andre gæster i jeepen, risikerer du at bruge en eftermiddag på at jagte sjældne fugle, mens du i virkeligheden helst vil se løver.
En gamedrive tager som oftest 3-4 timer, og du har ikke mulighed for at stå af eller køre hjem til lejren, når du ikke gider mere.
Egen bil
Hvor: Hlane Royal National Park, Swaziland og Addo Elephant Park, Sydafrika
Du bestemmer selv rute og tidspunkt for turen. Det giver dig total frihed. Følelsen ved selv at finde en flok løver, er uforlignelig. Så føler du dig klar til at købe din egen rangerhat.
Hvis du ikke kender parken, kan du risikere at jagte dyr forgæves i timevis. Det kræver et vist basiskendskab til det afrikanske dyreliv at få det optimale ud af oplevelsen.
Til fods
Hvor: Chitabi Camp, Botswana
Den mest intense form for safari. Har man først stået bag en busk, mens en flok elefanter løber forbi, ved man præcist hvor lille og skrøbelig, en skabning mennesket i virkeligheden er.
Den ultimative form for slow-living-safari. Der er tid til at gå i detaljer med de små ting i økosystemet.
Du ser sjældent store dyr, så er du i Afrika for at se de Fem Store, er det ikke til fods, du får sat flueben ud for løver, elefanter, næsehorn, leoparder og bøfler. Det er uden tvivl den farligste form for safari, da der kun er rangerens riffel mellem dig og en rolle som måltid for en lækkersulten løve.
Mokoro-kano
Hvor: Okavangodeltaet, Botswana
Stilheden ved at glide lydløst gennem vandet i en udhulet træstamme. Den mest afslappende form for naturoplevelse, der findes.
Bringer dig helt tæt på dyrelivet i floder og søer. Alt fra krokodiller til åkander er i bogstaveligste forstand lige ved hånden.
Det er ikke helt ufarligt. En flodhest kan så let som ingenting vælte sådan en udhulet træstamme. Hvis man kun er til de traditionelle safaridyr, er det spild af tid.
Hest
Hvor: Mavuradonha, Zimbabwe
Oplev Afrika som de første kolonister og opdagelsesrejsende fra hesteryg – en oplevelse med en vis form for historisk autenticitet tilknyttet.
Man dækker et relativt stort område på kort tid, og da ruterne ofte går ad dyreveksler, kommer man tættere på dyrenes egen virkelighed.Man skal bryde sig om heste og ridning. Ellers er det ren tortur for både dig, hesten og ikke mindst bagdelen.
Hestene skræmmer dyrene med deres pure tilstedeværelse, så forvent ikke at se det store på en hestesafari.
Fly
Hvor: Over Okavangodeltaet, Botswana
Totaloplevelsen er unik. En tur 500 meter over savannen giver et fantastik overblik. Synet af en flok elefanter i løb eller af de mange dyreveksler, der alle går fra vandhul til vandhul, giver et fantastisk helhedsindtryk af økosystemet.
Folk med frygt for små propelflyvere og landinger på markveje, der skal gøre det ud for landingsbaner, bør aldrig sætte sig op i et af små fly, der flyver folk ind til lejrene i Okavangodeltaet.
Quadbike
Hvor: Lombardini Game Reserve, Jeffreys Bay, Sydafrika
Hvis du har bare en smule benzin i blodet, er en quadbiketur blandt vilde dyr hysterisk underholdende. Både når den får fuld gas over græsstepperne, og når du sniger dig ind på en flok bøfler, klar til at vende om og speede op, hvis de skulle vende sig og angribe.
Du er helt alene. Det er svært at kommunikere med de andre quadryttere i fart, og der er heller ingen guide til at detaljeforklare om dyr og planter.
Mountainbike
Hvor: Olifants Camp, Krüger National Park, Sydafrika
Man kommer helt tæt på dyrene, men dækker et større område end til fods.
Kræver en solid grundform og en vis motorisk beherskelse af en mountainbike i terrænet, da ruterne er middelsvære med store sten og vandløb, der skal krydses.