Glen Riddersholm har allerede inden forårets kampe gjort det klart. Der er kun plads til en frontangriber i hans spillesystem, og derfor må tilgangen af Martin Pusic nødvendigvis betyde, at enten han eller Morten Duncan Rasmussen ryger på bænken i Superliga-kampen mod OB på næste mandag.

Morten Duncan Rasmussen, der scorede seks liga-mål for FC Midtjylland i efteråret, er før sæsonstarten ikke nervøs for at ryge af holdet på grund af Superliga-topscoreren Martin Pusic, som er oppe på ni liga-mål.

»Det er godt for en topklub at have en masse konkurrence om pladserne, så jeg ser intet problem i, at de har hentet en spiller til min position. Jeg missede kun fire-fem kampe i efteråret, og det er vel det, de har haft tanke på med købet, men jeg har haft en fin opstart og træner fuldt med, så jeg er klar til at spille, når vi begynder den 23.,« siger Morten Duncan Rasmussen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at når jeg er 100 procent klar, er jeg god nok til at spille. Det har jeg gjort før, og det kommer jeg til at vise igen. Jeg bruger ikke så meget tid på at tænke på det. Jeg prøver at gøre mit bedste til træning hver dag, og det er det eneste, jeg kan gøre,« fortsætter Morten Duncan Rasmussen.

Han vil ikke opfordre Glen Riddersholm til et systemskifte, så der er plads til både Martin Pusic og ham selv, når Ulvene skal forsøge at hive klubbens første mesterskab hjem.

»Det ville være mærkeligt. Vi har spillet det samme system i lang tid, og det er det, der har gjort, at vi har klaret det så godt. Det ville være overraskende, hvis han nu ville til at lave om på systemet,« forklarer Morten Duncan Rasmussen, der sidste sæson sluttede som toer på Superligaens topscorerliste med 15 mål.

Martin Pusic har tidligere i karrieren spillet på kanten og kan til nød rykkes derud, men han er købt som angriber, og det er også her, han er blevet brugt i træningskampene - lige som kollegaen og rivalen Morten Duncan Rasmussen.