FC Midtjyllands sidste træningskamp inden forårets Superliga-premiere mod OB om en uges tid bliver med den nye angriber Martin Pusic i angrebet i stedet for efterårets faste angriber Morten Duncan Rasmussen.

Ifølge klubbens hjemmeside er Morten Duncan Rasmussen også udtaget til lørdagens kamp mod Molde, men træner Glen Riddersholm har smidt ham på bænken.

Til gengæld er Martin Pusic, der kort før vinterens lukning af transfervinduet blev hentet for 7,5 millioner kroner i Esbjerg, i startopstillingen.

Så sent som et døgn siden, fredag, forklarede Morten Duncan Rasmussen ellers til BT, at han forventede at spille, når Superligaen for FC Midtjyllands vedkommende bliver sparket i gang næste mandag mod OB.

»Det er godt for en topklub at have en masse konkurrence om pladserne, så jeg ser intet problem i, at de har hentet en spiller til min position. Jeg missede kun fire-fem kampe i efteråret, og det er vel det, de har haft tanke på med købet, men jeg har haft en fin opstart og træner fuldt med, så jeg er klar til at spille, når vi begynder den 23.,« sagde Morten Duncan Rasmussen og tilføjede:

»Jeg er ikke i tvivl om, at når jeg er 100 procent klar, er jeg god nok til at spille. Det har jeg gjort før, og det kommer jeg til at vise igen. Jeg bruger ikke så meget tid på at tænke på det. Jeg prøver at gøre mit bedste til træning hver dag, og det er det eneste, jeg kan gøre.«

Hvis startopstillingen mod OB ser ud, som den gør mod de norske mestre, Molde, må Morten Duncan Rasmussen, der scorede seks ligamål i efteråret, dog se sig bænket.

FC Midtjyllands startopstilling mod Molde ser således ud:

Johan Dahlin, Kristian Bak Bach, Patrick Banggaard, Jim Larsen, Jesper Lauridsen, Pione Sisto, Tim Sparv, Jakob Poulsen, Petter Andersson, Sly Igboun og Martin Pusic.

Kampen mellem FC Midtjylland og Molde bliver sparket i gang klokken 15.00.