DRs lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup går nu ind i sagen om DR2-programmet ‘Hele Svineriet’, der blev sendt lørdag aften.

I programmet rejser adm. direktør for brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer Søren Gade rundt i landet sammen med stjernekokken Thomas Rode fra Restaurant Kong Hans Kælder og ser på forskellige aspekter ved svineproduktionen.

Programmet bliver lavet af produktionsselskabet Complot, der til daglig laver tv-programmer om landbruget for LandTV. LandTV er en forening sponsoreret af Landbrug & Fødevarer.

Programmet kritiseres af blandt andre Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening for at være alt for ukritisk og ikke komme med væsentlige oplysninger om de mere problematiske sider af svineproduktionen.