DRs lytter- og seerredaktør Jacob Mollerup går nu ind i sagen om DR2-programmet ’Hele svineriet’, der blev sendt lørdag aften.
I programmet rejser adm. direktør for brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer Søren Gade rundt i landet sammen med stjernekokken Thomas Rode fra Restaurant Kong Hans Kælder og ser på forskellige aspekter ved svineproduktionen.
Programmet bliver lavet af produktionsselskabet Complot, der til daglig laver tv-programmer om landbruget for LandTV. LandTV er en forening sponsoreret af Landbrug & Fødevarer. Programmet kritiseres af blandt andre Dyrenes Beskyttelse og Danmarks Naturfredningsforening for at være alt for ukritisk og ikke komme med væsentlige oplysninger om de mere problematiske sider af svineproduktionen.
Jacob Mollerup siger til BT, at han har taget sagen op:
- Jeg har fået en del kritiske henvendelser og jeg har læst BTs artikler, og jeg er ved at se på sagen, siger Jacob Mollerup.
Meget tætte bånd
En af de personer som har henvendt sig til Jacob Mollerup er Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik ved Københavns Universitet og medlem af Det Etiske Råd. Han kritiserer blandt andet programmet for, at der er der er ’meget tætte bånd mellem Complot og LandTV’.