Michael Laudrups fremtid i Qatar kan være usikker, efter oliestatens nabolande har valgt at boykotte og klippe alle bånd til den kommende VM-vært.

Qatar er i krise. Stor krise.

Landet, hvor Michael Laudrup bor og arbejder, er i knæ, efter nabolandene med magtfulde Saudi Arabien i spidsen har valgt at klippe alle diplomatiske bånd og samtidig indføre en blokade, som Qatar selv ikke tøver med at kalde ’værre end Berlin-muren’.

Midt i det hele står Michael Laudrup, der fortsat har et år tilbage af sin kontrakt med den lokale klub Al-Rayyan. Spørgsmålet er imidlertid, om han bliver stående her.

Blokaden, der er af både økonomisk og politisk karakter, rammer Qatar hårdt både på pengepungen og imagemæssigt – og lige nu er den kontroversielle arabiske nation ikke noget stabilt sted at være og arbejde. Slet ikke. Derfor kan krisen ende med at få betydning for Laudrups fremtid og virke i Al Rayyan.

»Min holdning lige nu, er at tage tilbage til Qatar i starten af juli, for at fuldføre min kontrakt. Jeg følger dagligt med i udviklingen i Qatar, men indtil videre er der ikke noget som skulle forhindre mig i at tage tilbage,« skriver Michael Laudrup, der i disse dage holder ferie, i en mail til BT.

»Men da hverken du eller jeg kender fremtiden, så er der selvfølgelig altid det forbehold, at situationen kan udvikle sig. Som jeg udtalte for nogle uger siden, så er det altafgørende min kones og min sikkerhed,« fortsætter Laudrup.

Nabolandenes blokade og boykot, der allerede har medført blandt andet fyringer og flere udlændinges farvel til Qatar, skyldes beskyldninger om, at den olierige nation finansierer terrorisme, skaber uro i regionen og knytter bånd til den store fjende i området, Iran. Disse beskyldninger benægter Qatar, men indtil nu har nationen talt for døve øren.

Blokaden fortsætter derfor på ubestemt tid. Imens ser Michael Laudrup tiden an i forhold til sit job i Al Rayyan, men hans agent – Bayram Tutumlu – udsteder ingen garantier.

»Under normale omstændigheder ville Michael Laudrup vende tilbage til Qatar og fuldføre sin kontrakt i Al-Rayyan. Men som situationen er nu, er det usikkert om han vender tilbage,« siger Tutumlu til BT.

Mens Michael Laudrups fremtid i Al Rayyan synes mere usikker end tidligere, er et andet job i Qatar kuriøst nok netop blevet ledigt. Tilbage i april måned skrev BT, at Laudrup står højt på listen over kandidater til posten som kommende landstræner for Qatar. Tidligere på ugen blev netop dét sæde så ledigt, da uruguayanske Jorge Fosatti sagde sit job op.

Det er dog ikke ensbetydende med, at et tilbud er landet på Laudrups bord, fortæller han selv.

»Der er ingen personer som på noget tidspunkt har talt med mig om dette job, og på den baggrund giver det heller ingen mening at jeg forholder mig til et job som jeg aldrig er blevet tilbudt,« lyder det fra Laudrup.

Også her kan den diplomatiske krise spille ind. For skulle Michael Laudrup ende med at forlade jobbet i Al Rayyan af eksempelvis sikkerhedsmæssige årsager, bliver hans næste job næppe hos naboen i Qatars fodboldforbund.

»Alle andre udlændinge har jo også forladt landet. Derfor er det også svært at sige, om Michael er interesseret i landstrænerjobbet,« siger Bayram Tutumlu.

Hvem der bliver Qatars primære mål som landstræner afgøres først, når ramadanen og eid er overstået sidst på måneden. Få dage senere skal Michael Laudrup efter planen vende tilbage til sit job i Al Rayyan.