Michael Laudrup og Ajax. Det er som et match made in heaven. Det synes de to Ajax-legender Sjaak Swaart og Ronald Koeman i hvert fald.

Tidligere på ugen var det den 78-årige Swaart, der i medierne løftede idéen om Michael Laudrup som afløser for Peter Bosz til det ledige trænersæde, og efterfølgende har Ronald Koeman bakket op om forslaget.

Men det kommer ikke til at ske, kan BT med sikkerhed fortælle.

Avisen har dagen i gennem forsøgt at få en kommentar fra Michael Laudrups agent Bayram Tutumlu gennem hans danske rådgiver Evren Sahin, og det er ikke lykkedes, men søndag aften var der hul igennem til Bayram Tutumlu selv, og han er utvetydig.

»Vi accepterer ikke Ajax' forsøg på at få Michael Laudrup, for klubben har ikke været god ved ham. I 2013 efterlyste klubben ham i en avis, og vi var igennem en retssag. Jeg spørger bare, hvorfor gjorde klubben det dengang? Nu vil klubben have ham, drop det, det kommer ikke til at ske,« siger Bayram Tutumlu og henviser til en sag, hvor Ajax Amsterdam i det civile hollandske retssystem har anklaget den nuværende cheftræner i Al-Rayyan for skatteunddragelse, manglende betaling og uberettiget berigelse.

Det var en sag, der fik fodboldeuropas opmærksomhed, da Ajax indrykkede en annonce i den hollandske avis De Telegraaf, hvori klubben efterlyste Michael Laudrup, der på daværende tidspunkt var manager i Premier League-klubben Swansea. Efter hele to retssager fik dansk fodbolds største navn gennem tiderne medhold.

»Jeg spørger bare, hvordan kan man efterlyse en person som Michael Laudrup i avisen? Den gentleman. Hvis de havde spurgt mig eller Michael, om vi ville dukke op i retssagen en given dag, var vi kommet. Intet problem. Hvorfor skulle man forsøge at ydmyge ham i en avis? Det gjorde mig meget vred. Vi er åbne for alle klubber, men bare ikke Ajax. Sådan vil det være, til den dag jeg dør. Medmindre Gud fortæller mig noget andet,« lyder det fra Bayram Tutumlu, der godt kan forstå, at legenderne vil have Michael Laudrup tilbage til Amsterdam Arena.

»Da Michael var i klubben, vandt den mesterskabet med 17 point ned til nummer to. Da Michael forlod klubben, hentede den Brian Laudrup og andre store navne, men Ajax var alligevel en katastrofe. Og nu vil klubben have ham som cheftræner? Slet ikke. Michael har haft en retssag kørende med klubben i 18 år, og vi vandt retssagen.  Jeg håber, at Ronald Koeman kommer på et andet navn til Ajax, for Ronald Koeman er som en bror til mig, og jeg har kun gode ting at sige om ham.  Det er Ajax, klubben, som ikke har været ærlig over for Michael og behandlet ham uden respekt, og det glemmer jeg aldrig,« slår Bayram Tutumlu fast.