DR meddelte i går, at public service-stationen flytter flere afdelinger til Aarhus og Aalborg. Det drejer sig om 165 årsværk, der skal flyttes fra hovedstaden og processen finansieres inden for DR.
DR Sporten, DR Vejret og en udvidet kulturredaktion får sæde i DR Aarhus fra 2018, mens DR Videnskab rykkes til Aalborg pr. 1. januar 2017.
Den samlede udgift på flytningen bliver 40 millioner kroner, fortæller generaldirektør Maria Rørbye Rønn til BT.
»Det er klart, at det koster noget, når man flytter og vil mere ud i landet og producere. Der er en ekstraudgift på 40 millioner kroner, som dækker udgifter til flytning, indretning og personale. Det er fuldt finansieret inden for DRs økonomi, fordi vi opsiger lejemålet i TV Byen i Søborg og effektiviserer indkøb fra eksterne leverandører. Pengene er fundet inden for vores økonomi og kommer ikke til at påvirke andre programmer eller vores brugere,« siger generaldirektøren.
Meldingen om flytningerne af DRs afdelinger kom frem onsdag formiddag og har vakt vrede blandt flere medarbejdere. Torsdag eftermiddag valgte dele af DR Videnskabs redaktion at nedlægge arbejdet som konsekvens af, at DR som led i udflytningen har besluttet at lukke DR Videnskabs tv-afdeling.
Hos DR Sporten har man i en udtalelse blandt andet kaldt flytningen for symbolpolitik. Maria Rørbye Rønn afviser dog den påstand.
»Denne her plan er ikke lavet ud fra en politisk dagsorden. Den er lavet, fordi vi har en indholdsmæssig ambition, og den her beslutning ligger netop i forlængelse af tidligere beslutninger om at styrke vores tilstedeværelse uden for hovedstaden. Jeg oplever, det har været en succes tidligere, og vi har skabt et stærkt miljø i Aarhus, som vi nu bygger oven på. Der er ikke tale om politisk pres men tale om at udbygge DR, så det er relevant for alle danskere i fremtiden,« siger generaldirektøren til BT.
