Blandt BT's læsere på Facebook er der ikke den helt store sympati at spore over for de mange medarbejdere fra Danmarks Radio, der onsdag morgen fik besked om, at deres arbejdsplads i fremtiden rykkes til enten Aarhus eller Aalborg.
For mens der blandt flere af de berørte DR-medarbejdere samt hos deres kollegaer er stor utilfredshed med udflytningen, så har flere af BT's læsere svært ved at se det helt store problem i, at flere af mediehusets arbejdspladser rykkes til de jyske storbyer.
En bruger skriver således:
»ÅH TUD OG PIV LIDT MERE! 1000 af folk mister deres jobs konstant i Danmark fordi en produktion eller andet bliver flyttet til udlandet ,her får i bare at vide i skal flytte til den anden del af landet hvis i vil beholde jeres job, ellers har i næsten 1 år eller næsten 2 år til at finde noget nyt at lave.«
Onsdag morgen indkaldte ledelsen i Danmarks Radio til møde, hvor flere medarbejdere til stor overraskelse fik at vide, at deres arbejdsplads fremover rykkes til Jylland. Det drejer sig blandt andet om DR Sporten og DR Vejret, som flytter til Aarhus 1. februar 2018, mens blandt andet DR Videnskab og DR Undervisning fremover vil være at finde i Aalborg, når kalenderen har passeret 1. januar samme år.
»DR er til for hele befolkningen, og vi har i de seneste år styrket DRs tilstedeværelse uden for hovedstaden. Det har været en succes, og vi tror på, at vi kan gøre endnu mere. Jeg er glad for, at vi nu kan tage endnu et markant skridt for at sikre, at DR også i fremtiden er relevant for alle i Danmark,« siger DR's bestyrelsesformand Michael Christiansen om beslutningen i en pressemeddelelse.
Beslutningen har dog fået flere af DRs medarbejdere op i det røde felt. Blandt dem er Joakim Frøsig fra DR Sporten, der tidligere onsdag luftede sin utilfredshed på Twitter.
Også vært på LIGA P3, Mikkel Bagger, lufter sin utilfredshed.
Og senere på dagen kom der så en fælles udtalelse fra DR Sporten, hvori medarbejderne stiller sig uforstående over for ledelsens beslutning om, at redaktionen skal flyttes til smilets by.
»En udflytning, som ikke giver en hverken bedre eller bredere dækning af dansk sport, men som udelukkende er symbolpolitik, hvor regningen bliver sendt til licensbetalerne,« lyder det om konklusionen på udflytningen i udtalelsen.
Men blandt BT's Facebookbrugere er størstedelen uforstående over for problematikken i, at skulle bytte København ud til fordel for Aarhus. Du kan læse et udpluk af de mange kommentarer herunder:
»Tag en tude kiks og velkommen til mange Danskeres hverdag. De er fandma så forkælede på DR.«
»Godt gjort af DR . Alting skal ikke ligge i København.«
»Er det ikke ligegyldigt hvor de sender alle genudsendelserne fra. En billig server på island kan gøre jobbet.«
»Man kan altså godt bo andre steder end København og omegn«
Mens flere redaktioner flyttes fra DR Byen på Amager, får man dog tilgang af DR Fiktion som flyttes fra det nuværende lejemål i TV-Byen i Søborg.