Én efter én er folk begyndt at rykke i tæppet under den republikanske præsidentkandidat Donald Trump. Det har flere også gjort tidligere. Men folk er begyndt at hive hårdere til - og det samme gør nu også hans tidligere støtter.
Årsagen?
Et amerikansk medies offentliggørelse af en elleve år gammel video og lydoptagelse, hvor Donald Trump bruger et temmelig nedladende sprog om kvinder og joker med at have gennemført, hvad der bedst kan beskrives som seksuelle overfald.
»Du ved, jeg er bare automatisk tiltrukket af smukke kvinder. Jeg begynder bare at kysse dem. Det er som en magnet. Bare kysse. Jeg venter ikke engang. Og når du er en stjerne, så lader de dig gøre det. Du kan gøre alt,« kan man høre ham sige.
Optagelsen blev delt for mindre end to døgn siden af Washington Post.
Siden har jorden ikke stået stille under Trump.
Hans tidligere fjender bruger udtalelsen som fornyet energi og ammunition, mens flere af hans tidligere støtter og endda hans egne partifæller fordømmer ham og hans udtalelser.
Flere vil have ham til at trække sig. Hvis de ikke når at fjerne tæpper under ham inden.
Selv har han været ude at undskylde de sexistiske kommentarer. Han forklarede, at han i løbet af valgkampen var blevet klogere og er et andet menneske, end han var dengang.
»Jeg lover, at jeg vil være en bedre mand i morgen, og jeg lover, at jeg aldrig vil svigte jer,« sagde han.
Men lige lidt har det hjulpet. Tidligere støtter falder fra på stribe, hans partifæller vil ikke forsvare ham, selv han kone kritiserer hans udtalelser.
Herunder kan du få et overblik over nogle af de mest prominente navne, der har været ude at tage afstand fra præsidentkandidaten:
Hustruen Melania Trump
Videoen med de kontroversielle udtalelser blev optaget ganske kort efter, Donald Trump i 2005 var blevet gift med Melania Trump. I en udtalelse tager hun nu afstand fra hans kommentarer.
»De ord, min mand brugte, er helt uacceptable og stødende for mig. De repræsenterer ikke den mand, som jeg kender,« siger hun.
Hun har dog accepteret sin mands undskyldning, lyder det.
»Han har en leders hjerte og sind. Jeg håber, at folk vil acceptere hans undskyldning, som jeg har gjort, og at de vil fokusere på de vigtige sager, som vort land og verden står over for,« siger hun.
Skuespilleren Arnold Schwarzenegger
Den tidligere republikanske guvernør i Californien Arnold Schwarzenegger, der nok især er kendt fra 'Terminator'-filmene, opfordrer sine republikanske partifæller til at undlade at stemme på Trump.
»For første gang siden jeg blev statsborger (i USA, red.), vil jeg ikke stemme på Republikanernes kandidat som præsident,« skriver eksguvernøren på Twitter.
Han opfordrer alle republikanere til at gøre som ham: At sætte landet over partiet.
»Jeg vil minde alle mine republikanske venner om, at det ikke blot er acceptabelt at vælge jeres land over jeres parti - det er jeres pligt,« skriver han videre.
Vicepræsidentkandidaten Mike Pence
Den nok mest usædvanlige afvisning kommer fra Donald Trump egen vicepræsidentkandidat, Mike Pence.
Han blev ifølge New York Times helt væk fra et arrangement for Trump lørdag i Wisconsin.
»Jeg kan ikke forsvare hans udtalelser. Vi beder for hans familie og ser frem til den mulighed, han har foran nationen for at vise, hvad han har i sit hjerte,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Mike Pence.
»Som ægtemand og far blev jeg stødt over Donald Trumps ord og de beskrevne handlinger,« forklarer han.
Tidligere præsidentkandidat John McCain
Den republikanske senator og tidligere præsidentkandidat John McCain har officielt trukket sin støtte til Donald Trump som USA's kommende præsident.
Det har han oplyst i en udtalelse på sin hjemmeside.
»Der findes ingen undskyldninger for Donald Trumps fornærmende og nedgørende kommentarer i den netop offentliggjorte video,« skriver han.
McCain forklarer, at han indtil nu har følt sig forpligtet til at støtte partiets præsidentkandidat, selvom der tidligere har været store uenigheder mellem dem.
»Men Donald Trumps opførsel i denne uge (...) gør det umuligt for mig at fortsætte med at tilbyde selv en betinget støtte til hans kandidatur,« skriver han.
Tidligere udenrigsminister Condoleeza Rice
Sent lørdag aften vendte også den tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice ryggen til Trump.
»Nu er det nok. Donald Trump bør ikke være præsident. Han bør trække sig. Som republikaner håber jeg at kunne støtte en person, der har værdighed og statur til at bestride den højeste stilling i det bedste demokrati i verden,« skriver hun.
Støtten Paul Ryan
Også formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, har trukket sin støtte til Trump tilbage.
»Jeg blev kvalm af det, jeg hørte i dag,« forklarede han fredag, efter optagelsen var blevet offentliggjort.
Ryan skulle have hjulpet Trump lørdag med at samle stemmer, men Ryan gjorde det fredag klart, at Trump ikke ville komme tilbage til eventet sammen med ham.
Rådgiveren Pratik Chougule
Manden, der var Trumps tidligere politiske rådgiver, fortæller nu, at han angrer sin beslutning om at have arbejdet for Trump.
»Jeg fortryder min beslutning om sidste april at have meldt mig til hans kampagne som politisk rådgiver. Selvom jeg forlad kampagnen i august af forskellige årsager, ville jeg ønske, jeg havde gjort det tidligere og havde talt mere tydeligt imod en kandidat, der indeholder de værste udskejelser af vores kultur,« skriver han i en udtalelse.
»Jeg har under ingen omstændigheder til at stemme på ham,« skriver han videre.
Senator Mitch McConnell
Også lederen af det republikanske flertal i Senatet Mitch McConnell har taget afstand fra Trump.
»Som far til tre døtre mener jeg meget stærkt, at Trump bliver nødt til at undskylde direkte til kvinder og piger overalt og tage fuldt ansvar for den totale mangel på respekt for kvinder, disse udtalelser udstiller«, siger han.
