Gammel lydoptagelse har fået flere republikanere til at se rødt. Nu beklager Donald Trump.

Den republikanske præsidentkandidat i USA, Donald Trump, beklager sent fredag amerikansk tid, at han i 2005 udtalte sig nedladende om kvinder.

Anledningen til beklagelsen er en lydoptagelse af Trump fra 2005, som Washington Post fredag har lagt ud på sin hjemmeside. I optagelsen siger Trump blandt andet:

»Jeg bliver automatisk tiltrukket af lækre kvinder. Jeg begynder bare at kysse dem. Det er som en magnet. Jeg venter ikke engang. Og når du er en stjerne, lader de dig gøre det. Du kan gøre hvad som helst,« sagde den dengang 59-årige Trump.

Ifølge Washington Post fortsætter han i samme spor. Han taler om at befamle kvindernes kønsorganer.

»Du kan gøre hvad som helst,« siger han igen.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Men de udtalelser kan Donald Trump altså ikke stå inde for længere.

»Jeg sagde det. Det var forkert, og jeg beklager,« lyder det indledningsvis i videoen, som Trump-lejren har offentliggjort på Facebook.

»Jeg lover at være en bedre mand i morgen,« tilføjer han.

Dog kalder han også historien for en "distraktion".

»Det her er intet andet end en distraktion fra de vigtige emner, vi står overfor i dag. Vi mister job, og vi er mindre trygge, end vi var for otte år siden,« siger han.

Tidligere forklarede Trump sagen med, at der blot var tale om 'mandehørm og skurvognshumor'.

»Dette her var mandehørm. En privat samtale der fandt sted for mange år siden. Bill Clinton har sagt langt værre ting til mig på golfbanen. Jeg beklager, hvis nogen har følt sig stødt,« sagde han ifølge Reuters i en skriftlig udtalelse, inden kritikken tog til, og han blev tvunget ud i en video-undskyldning.

Træk dig, Trump!

De 11 år gamle udtalelser har fredag fået en række højtstående republikanere til at tage afstand fra Trumps udsagn.

Formanden for Republikanernes Hus, republikaneren Paul Ryan, siger, at Donald Trumps udtalelser om kvinder i optagelse fra 2005 er "kvalmende", skriver Reuters.

»Jeg væmmes over det, jeg hørte,« siger Ryan.

Han tilføjer, at "kvinder skal behandles med ærbødighed og ikke som objekter".

»Jeg håber, at Trump håndterer situationen med den alvor, den fortjener,« siger Ryan.

Mitch McConnell, Republikanernes formand for Senatet, betegner Trumps bemærkninger som "frastødende".

»Han skal undskylde direkte til alle kvinder og piger,« siger McConnell ifølge Reuters.

Jason Chaffetz, republikaner fra Utah og medlem af Repræsentanternes Hus, har officielt trukket sin støtte til Trump, oplyser CNN, og John Huntsman, tidligere guvernør i Utah for republikanerne, mener også, at Donald Trump er gået langt over stregen.

Huntsman, der indtil nu har støttet Trump, opfordrer ham til at trække sig fra præsidentræset på grund af de nedladende udtalelser.

I stedet bør Trumps vicepræsidentkandidat, Mike Pence, træde i Trumps sted, mener John Huntsman ifølge politico.com

Men det sker efter alt at dømme ikke. I video-beklagelsen afslutter Trump nemlig sin besked med:

»Vi ses på søndag.«

Det er en henvisning til den anden direkte tv-debat mellem ham og Hillary Clinton.

/ritzau/