Det er skæbnens ironi, at den 28-årige tyske co-pilot på Germanwings-ulykkesflyet, Andreas Lubitz, havde som livsdrøm at flyve.
For efter at de franske myndigheder torsdag eftermiddag officielt har meldt ud, at Andreas Lubitz helt bevidst styrede den store Airbus A320-maskine direkte mod klipperne i De franske Alper nordøst for Nice, står oplysningen om, at dødspilotens store mål og livsdrøm var at flyve, i et helt andet skær.
De afslørende optagelser fra Germanwings-flyvning 4U9525s sorte bokse bekræfter gisningen om, at det var en menneskelig beslutning at udløse den frygtelige katastrofe og tage 149 andre mennesker med i døden med sit eget selvmord som det angivelige mål.
Læs også:
Andreas Lubitz var medlem af en tysk flyveklub, og det er et medlem af samme klub, som over for den franske statsanklager har oplyst, at Lubitz meldte sig ind i klubben allerede som ung »for at opfylde sin drøm om at flyve«, skriver wsj.com, The Wall Street Journals nyhedssite.
Den officielle bekræftelse af, at katastrofen blev udløst af Andreas Lubitzs angivelige ønske om selvmord forklarer, hvorfor ulykkesflyets kaptajn, Patrick Sonderheimer, som var far til to, desperat forsøgte at skaffe sig adgang til cockpit'et ved - desværre forgæves - at prøve at sparke døren op indtil sin co-pilot, som havde samtlige 150 menneskers skæbne i sine hænder.
Læs også:
Og som ulykkeligvis gennemførte sin uforklarlige handling og styrede den store A320-maskine direkte mod klipperne, efter flyet over en flere minutter - måske helt op til 18 minutter - faldt fra en højde på over 11 kilometer og ned til omkring to kilometer, hvor katastrofen skete.
