Senere fredag bliver anklageskriftet mod den formodede 35-årige gerningsmand, som i sommers dræbte den 17-årige svenske pige Lisa Holm, fremlagt. Familiens advokat, som har læst anklageskriftet, fortæller, at der er gode beviser, som kan fælde manden.

»Det var et seksuelt motiv, som slog fuldstændig fejl,« siger forsvarsadvokaten Thomas Brandtler til den svenske avis, Skaraborgs Allehanda.

Tidligere har det været fremme, at intet umiddelbart tydede på, at der blev gennemført et seksuelt overgreb.

Lisa Holm forsvandt sporløst, da hun om aftenen den 7. juni var på vej hjem fra job fra en café i byen Blomberg, hvor hun arbejdede. Fem døgn efter blev hendes lig fundet ved en gård, som ligger blot få hundrede meter fra caféen. Hendes knallert blev fundet uden for caféen. Nøglen sad stadig i knallertlåsen.

Den 35-årige mand fra Litauen, som arbejdede på gården, er mistænkt og sigtet på drabet på den svenske pige.

Klokken 11, fredag formiddag, ventes det, at anklageskriftet bliver lagt frem. Thomas Bandtler fortæller, at skriftet indeholder mange beviser på den 35-årige, formodede gerningsmand.

»Der findes mange omstændigheder i anklageskriftet, som taler imod ham. Blandt andet at han har været i nærkontakt med Lisa,« siger han.

Ifølge forsvarsadvokaten var der DNA-spor på hendes tøj. Det kan kun tyde på, at han har været meget tæt på hende, lyder det fra ham.

Hvor stærke beviserne er mod den 35-årige, har der i et stykke tid været gisninger om. Chefanklageren og forsvarsadvokaten har i optakt til fredagens offentliggørelse af anklageskriftet været dybt uenige om, hvor stærke beviser der er mod den mistænkte.