Med klar stemme og med blikket rettet mod den mand, der er tiltalt for at have dræbt hans datter, vidner Lisa Holms far torsdag formiddag i Skarsborgs Tingsrätt.

»Min datter var aldrig gået med en fremmed mand, medmindre hun var blevet tvunget,« siger faderen, der i juni i fem døgn levede med håbet om, at hans datter ville blive fundet i live.

Og med frygten om det modsatte.

»Da vi fik at vide, at hun var fundet død, var det som om, mine fødder forsvandt under mig. Man ramte bare gulvet, som faldt man ned fra en fandens skyskraber,« siger Lisa Holms far med en stemme, der kort ryster, før han fortsætter sin forklaring, skriver svenske SVD.

Søndag den 7. juni forsvandt Lisa Holm, efter hun havde fået fri fra arbejde på den café, hun arbejdede på i Blomberg i Sverige. Fredagen efter blev hun fundet dræbt i et smalt garderobeskab i en gård få kilometer fra cafeen.

Siden blev en 35-årig litauisk gæstearbejder anholdt og sigtet for drabet. Flere dna-spor fra ham blev fundet på blandt andet Lisa Holms tøj. Onsdag gik sagen mod ham i gang.

Selv håber Lisa Holms far, mor og søster blot at få at vide, hvorfor 17-årige Lisa Holm skulle dø.

Særligt ét spørgsmål trænger sig på.

»Du (forsvaren, red.) må gerne korrigere mig, hvis jeg siger noget forkert, men jeg vil meget gerne have forsvaret til at forklare, hvordan den mistænktes fingre endte inde i min datters bukser,« siger faderen, der arbejder for det svenske forsvar, med høj, klar stemme i retten og tilføjer:

»Det vil jeg meget gerne vide.«

Havde øvet sig på knallertturen hjem

Selv havde Lisa Holm far og mor faktisk besøgt deres datter på cafeen den samme dag, som hun forsvandt.

Hun var næsten lige begyndt at arbejde der i et sommerjob, og det var første gang, hun selv skulle køre turen hjem til Skövde på sin knallert, når hun fik fri.

I ugerne op til havde hun sammen med sin far øvet sig og forberedt sig på at skulle køre den 50 minutter lange rute hjem.

Derfor ville forældre lige se til hende på cafeen og høre, hvordan hun havde det med det.

»Hun var glad. Det var hendes første sommerjob, og hun var så glad. Det var en form for frigørelsesproces for hende. Vi var nervøse for turen hjem for hende, men hun ønskede at gøre det,« siger faderen i retten.

Overfor ham sidder ifølge SVD den 35-årige formodede gerningsmand. Hvor faderens blik er rettet mod ham, er den tiltaltes blik rettet ned mod bordpladen foran sig eller mod sin forsvarsadvokats papirer.

'Tænkte, der kunne være sket en ulykke'

Klokken 18.22 den aften i juni modtog faderen en besked fra sin datter om, at hun havde fået fri og ville til at køre hjem.

Men da hun ikke dukkede op efter de forventede 50 minutter, begyndte hendes forældre at blive nervøse.

»Jeg tænkte, at der kunne være sket en trafikulykke, så jeg blev mere og mere nervøs,« fortæller faderen.

Han satte sig derfor ud i sin bil og begyndte at køre den rute, Lisa Holm skulle have fulgt hjem. Men intet sted på ruten så han sin datter.

Da han nåede frem til cafeen, kunne han se, at datterens knallert endnu holdt udenfor.

»Til at begynde med blev jeg lettet over, at knallerten stod der. Men så så jeg at, jeg nøglerne sad i tændingen. Lisa lod aldrig sine nøgler sidde i låsen. Der blev jeg nervøs,« siger faderen.

Muligt seksuelt motiv

Ifølge anklageskriftet mod den 35-årige litauiske mand, er han mistænkt for på en eller anden måde at have lokket Lisa Holm over i en lade nær cafeen. Derinde slog han hende ihjel ved at hænge hende.

Senere er han mistænkt for at have fragtet hendes lig ud på gården Martrop, hvor han menes at have skjult hendes lig i et smalt garderobeskab.

Motivet er endnu ukendt, men ifølge Lisa Holms families bistandsadvokat kan et seksuelt motiv, der endte grueligt galt, ligge bag. Det baseres blandt andet på fund af dna-spor fra den 35-årige mand på Lisa Holms tøj.

Senere torsdag skal den 35-årige mand også vidne i retten. Han har hele sagen igennem nægtet sig skyldig.