FC Midtjylland og Brøndby er med i bowlen, når der fredag kl. 13.00 trækkes lod til playoff-runden i Europa League. Begge de danske mandskaber er useedede og risikerer derfor en svær modstander.

Brøndby sikrede sig en plads i playoff-runden, der er sidste stadie før gruppespillet, efter de torsdag aften fik 2-2 i en dramatisk kamp på Cypern mod Omonia Nicosia og dermed gik videre på reglen om udebanemål.

Der venter dog Brøndby en endnu hårdere opgave i næste runde. Ifølge klubbens egen Twitter-profil er det en af følgende fem modstandere, de bliver parret med: Ajax (Holland), PAOK (Grækenland), Young Boys (Schweiz), Standard Liege (Belgien) eller Saint-Etienne (Frankrig).

Også FC Midtjylland risikerer hård modstand i playoff-runden i Europa League, hvor midtjyderne er med som et plaster på såret, efter de tirsdag blev sendt ud af Champions League-kvalifikationen af cypriotiske APOEL. De danske mestre møder enten Dortmund (Tyskland), AZ Alkmaar (Holland), Sparta Prag (Tjekkiet), Panathinaikos (Grækenland), Southampton (England)  eller FC Krasnodar (Rusland).