Mindre end en måned inden det danske U21-landshold sparker sæsonen i gang med en testkamp mod Tyskland, står landets største fodboldtalenter fortsat uden træner.

Fra DBU er meldingen, at det er vigtigere at finde den rette snarere end at finde en hurtigt, men BT kan nu afsløre, at unionens ansættelsesudvalg allerede har henvendt sig til kandidater og fået nej fra den, det allerhelst ville have: FC Midtjyllands tidligere mestertræner, Glen Riddersholm.

Ifølge BTs oplysninger tog DBU kontakt til Riddersholm for en måned siden – altså blot to uger efter, at han havde forladt jobbet i hjerteklubben FC Midtjylland.

Riddersholm var dog ikke interesseret i igen at blive en del af DBU, hvor han tidligere har været U17-træner.

BT har været i kontakt med Riddersholm, men han ønsker ikke at kommentere sagen. Tidligere har han dog udtalt, at han fortsat ser sig selv som klubtræner og gerne vil prøve sig af i udlandet.

I DBU udsendte man i sidste uge en pressemeddelelse, hvor manden med hovedansvaret for at ansætte en ny U21-landstræner, talentudviklingschef Flemming Berg, oplyste, at tidligere assistent for Jess Thorup, Henrik Clausen, får ansvaret for U20- og U21-landsholdet, indtil en ny landstræner er fundet.

Flemming Berg afviser overfor BT at kommentere på konkrete navne og vil derfor heller ikke udtale sig om henvendelsen til Glen Riddersholm.

Han kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om han forventer afklaring på landstrænersituationen, inden U21-landsholdet 8. oktober spiller sin første kvalifikationskamp til EM. Han henviser udelukkende til sin udtalelse på DBUs hjemmeside, hvor han ikke udelukker, at landsholdssæsonen sparkes i gang uden en ny U21-landstræner:

»Processen med at finde den kommende U20/U21-træner er i fuld gang. Det er afgørende at finde en, der både har forståelse for spillestilen og ‘Den Røde Tråd’ – og arbejdet med unge spillere. Vi venter gerne lidt længere på den rette kandidat. I mellemtiden har vi nogle rigtig dygtige U-trænere, der kan tage over til de første U21-kampe i september, hvis der ikke skulle ligge en afklaring inden da,« siger talentudviklingschefen til dbu.dk.

Udover ansvaret for at ansætte en ny U21-landstræner sidder Flemming Berg også med i det udvalg, der skal ansætte en ny A-landstræner.

Flere kilder, som BT har talt med, spekulerer i, om DBU venter med ansættelsen af en ny U21-landstræner, til man også har en A-landstræner på plads, men heller ikke det, vil Flemming Berg kommentere.

Flemming Berg, vil det ikke være problematisk, hvis der ikke er ansat en U21-landstræner, når man skal i gang med kvalifikationen til EM?

»Jeg må henvise til det, jeg sagde på dbu.dk. Jeg har ikke yderligere kommentarer.«

Indtil videre er det altså tidligere OB-træner og nuværende U18-landstræner, Henrik Clausen, der passer butikken, og det er han også klar til at gøre permanent, hvis muligheden skulle opstå:

»Det ville jeg være meget interesseret i,« siger han, men afviser samtidig, at også han skulle have fået tilbuddet.