Den ældste datter til den incest-tiltalte 56-årige familiefar fra Rebild har tilsyneladende forsøgt at råbe om hjælp, inden hendes far blev anholdt og tiltalt for omfattende sexmisbrug af børn. I hvert fald har hun i to stile, som hun har skrevet i skolen, beskrevet incestovergreb.
’Jeg har siden jeg var fem år gammel skulle lide under dine syge sexlyster,’ skrev hun blandt andet i en stil i februar 2011, som var skrevet som et direkte brev til sin far.
Datteren, som i dag er 15 år gammel, har ifølge anklageskriftet gennem ni år i perioder dagligt været udsat for voldtægt af sin far, ligesom hun har været tvunget til at gennemføre samleje med flere af sine brødre. Faderen er også tiltalt for at have bundet datterens ben, hængt dem op i kroge i loftet for derefter at voldtage hende.
LÆS OGSÅ:
I en stil fra september 2010 har pigen skrevet, at hun var bange for sin far, når han drak, og at ’nogle mennesker misbruger deres børn, fordi de er fulde’.
I en stil fra februar 2011 har hun beskrevet, hvordan hendes far opsøgte hende om natten og misbrugte hende. Hun har også beskrevet, hvordan hun var bange for at tage veninder med hjem, fordi hun vidste, at hendes far ville forsøge at misbruge dem.
’Men nu kan du ikke misbruge mere’, lød det blandt andet også i stilen, som er skrevet efter, at JEP blev anholdt og sigtet for incest.
Den tiltalte familiefar, der også er tiltalt for at have misbrugt datterens veninde, nægter dog ethvert kendskab til de i stilene beskrevne hændelser.
LÆS OGSÅ:
- Det er vel noget, de har taget op i skolen. Jeg har i hvert fald ikke noget med det at gøre, jeg har aldrig misbrugt min datter, sagde han.
JEP mener desuden, at datteren har skrevet stilene med ’ført hånd’. Altså at den plejefamilie, som datteren har boet hos siden 2009, og hendes biologiske mor har presset hende til at opdigte sexovergrebene.
JEP vil i eftermiddag og i morgen fortsat blive afhørt af anklageren om det omfattende anklageskrift.
Der er afsat 14 retsdage til sagen, og der forventes dom 22. marts. Undervejs skal alle børnene afgive forklaringer, hvilket kommer til at ske for lukkede døre.