Helt tilbage i 1999 var daværende Arden Kommune i Himmerland, hvor den 55-årige kortvarigt boede med sin familie i landsbyen Astrup, i gang med at planlægge tvangsfjernelse af flere børn i familien.

Det erfarer B.T. fra en kilde, der var ansat i Arden Kommune, nuværende Mariagerfjord Kommune, i 1999. Den børnerige familie flyttede dog på grund af en tvangsauktion efter kort tid til Sejlflod Kommune, og sagen overgik til den nye kommune.

I Mariagerfjord Kommune findes sagen om tvangsfjernelsen ikke længere, da persondataloven kræver, at sager destrueres efter 10 år. Men fra Sejlflod Kommune, som altså overtog familiens sag i 1999, var der imidlertid ikke nogen informationer om incestmistanke, da familien i 2005 flyttede til Arden Kommune, nuværende Rebild Kommune.

- Sejlflod Kommune har overdraget sagen, idet familien flyttede hertil. Det er informationer om, at her var en familie, som man skulle være opmærksom på. Jeg er dog ikke vidende om, at der stod noget om incest i sagen, siger Søren Kjær, der er direktør med særligt ansvar for Børn og Unge i Rebild Kommune.

’Ti-børns-familien’

Ifølge jp.dk var Sejlflod Kommune udmærket klar over, der var store problemer i den 55-åriges familie, som gik under navnet ’ti-børns-familien’. En tidligere skoleleder på Sønder Kongerslev Skole, hvor de to ældste drenge i familien gik i 2002-2004, underrettede de sociale myndigheder, blandt andet på grund af drengenes hygiejniske tilstand. Han fattede dog ikke mistanke om incest.

Det blev måske tåget

- Der var så meget i vejen med familien, at det hele måske blev så tåget, at vi ikke fik de signaler om incest. Familien flyttede også meget og var kun kort tid på skolen, og det betød, at fortrolighedsforholdet var fraværende, siger Find Hartmann, der aldrig så faderen på skolen.

- Han kom aldrig ud af huset, og han nægtede socialforvaltningen adgang, siger Find Hartmann til jp.dk.