Skuddramaet i Paris ved det franske satiremagasin Charlie Hebdo har rystet hele Europa. Indtil videre er 12 personer bekræftet døde, og fem personer er hårdt sårede.

Gerningsmændene er stadig ikke fundet, og det er bekymrende, mener danske Yollande Kollberg, der befinder sig i Paris, mens dramaet finder sted.

»Folk er stadig meget påpasselige hernede, når gerningsmændene stadig er på fri fod,« fortæller hun til bt.dk.

Hun befinder sig i Paris, hvor hun er i gang med at studere. Og det var netop på hendes skole, at hun fulgte hele skuddramet live.

»Det er et virkelig skrækkeligt angreb, og det er vildt syret at være midt i brændpunktet,« siger Yollande Kollberg.

Også freelancejournalisten Marie Louise Albers er i Paris. Hun befinder sig 300 meter fra gerningsstedet ved Charlie Hebdo.

»Folk er ret chokerede, og jeg har netop set to damer, der gik grædende forbi mig,« siger hun.

Hun kan fortælle, at der næsten er tomt for civile personer ved området, hvor mindst 12 blev dræbt.

»Jeg tror de civile personer holder sig indenfor, for jeg kan nærmest kun se politimænd, sikkerhedsfolk, brandbiler og ambulancer,« fortæller Marie Louise Albers.