Alberto Contador viser i øjeblikket en skræmmende styrke over for sin rival Chris Froome, og på fredagens bjergetape i Vuelta a Andalucia kørte spanieren fra Team Sky-rytteren og forøgede sit samlede forpring til 27 sekunder, da han vandt tredje etape med 19 sekunder til briten.
Team Tinkoff-Saxo-kaptajnen har i det hele taget vist rigtig gode ben ved Vuelta a Andalucia, og Chris Froome har forklaret, at han er imponeret over sin spanske konkurrents start på 2015, men ifølge Eurosports cykelkommentator Thomas Bay er det forventelige scener, der i øjeblikket udspiller sig før sommerens store duel ved Tour de France.
»Alberto Contador viser selvfølgelig en god form i øjeblikket, og han er lidt længere fremme end Chris Froome, men vi skal altså huske på, at Alberto Contador har nogle andre mål end Chris Froome for denne sæson, og han vil gerne vinde både Giroen og Touren. Jeg vil ikke sige, at han skal være længere fremme end Froome, men der er ingen tvivl om, at han skal ramme noget topform før Froome, som har valgt at satse på den klassiske og kun gå efter Touren til juli. Alberto satser på at vinde Giroen, som er i maj, men det lover godt, at de begge kører godt og viser, at de er på rette vej,« siger Thomas Bay.
På den 159,8 km lange blev et ni mand stort udbrud indhentet med 20 kilometer til mål, og det var her, at Alberto Contadors hold, Team Tinkoff-Saxo, tog føringen ved den første stigning på Alto de Haza Llanas-stigningen. Et bjerg, der var sneklædt på begge sider af vejen.
Med 7,4 km til mål slog Alberto Contador så til på en 17 procent stigning, hvor han havde sin makker Ivan Basso ved sin side, og da måtte Chris Froome og Team Sky slippe.
»Jeg er rigtig glad for sejren, fordi den kom i land efter en stor indsats fra mine holdkammerater. Hver mand lavede et utroligt stykke arbejde for at kontrollere løbet og sætte mit angreb op. De blev ved med at sætte et højt niveau, og det kostede energi for mine rivaler,« siger Alberto Contador til holdets hjemmeside.
»Jeg så, at Basso havde skabt et hul, så jeg valgte at angribe tidligt og køre alene. Jeg vidste, de ville få svært ved at fange mig. Jeg kører godt og ville betale mine holdkammerater tilbage med en sejr,« tilføjede dagens vinder.
Forskellen på Alberto Contador og Chris Froome kom på et tidspunkt op på 40 sekunder, men så fandt Chris Froome sin rytme og minimerede afstanden til de 19 sekunder, og det er det, der gør, at Thomas Bay ikke vil stryge Chris Froome som konkurrent til Alberto Contador ved årets Tour.
»Der er ingen tvivl om, at det giver et moralsk boost, at Froome har været ude og sige, at Contador viser skræmmende styrke, men de ved begge to, at 19 sekunder op ad et bjerg ikke er så meget igen. De er begge to på et skræmmende niveau, og Contador er også så gammel i gårde, at han også godt ved, at Froome også er på rette vej,« forklarer Thomas Bay.
Ifølge Thomas Bay viser Team Tinkoff-Saxo og Alberto Contador dog så god form, at sejren i Vuelta a Andalucia burde køres hjem. Lørdag byder på endnu en bjergetape, inden løbet afsluttes søndag.
»Selvfølgelig er der en mulighed for, at Chris Froome kan indhente Contador, men der er ikke meget, der taler for det, for begge har gravet dybt i dag og gjort, hvad de kunne, så der er ingen grund til at tro, at den ene er mere mærket end den anden, når de i morgen skal køre opad igen til målstregen, men derudover er 27 sekunder ikke alverdens.«
