Chris Froome slog Alberto Contador med 28 sekunder på lørdagens etape i Vuelta a Andalucia, og dermed fører han løbet inden sidstedagen med et sekund ned til sin spanske rival.
Løbet i Andalusien danner rammen for cykelsæsonens første slag mellem Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) og Chris Froome (Team Sky), og lige indtil lørdag eftermiddag lignede spanieren den mest formstærke rytter.
Det fik Chris Froome i den grad modbevist på fjerde etape fra Maracena til Alto de las Allanadas - en etape, der sluttede opad med stigningsprocenter på helt op til over 20 procent.
På den sidste kilometer hentede favoritgruppen Petter Kennaugh og Mirko Selvaggi, og Chris Froome kørte kontra med det samme. Alberto Contador trampede straks efter, men spanieren kunne slet ikke følge med Froome på trods af tydelige anstrengelser, som kom til udtryk med skærende ansigtsgrimasser. Contador fandt aldrig ind i samme rytme som den britiske cykelrytter.
Ruta del Sol, som løbet i Sydspanien populært kaldes, har dermed fået den stjernekrig, som de fleste cykelfans havde drømt om inden de fem dages cykelløb i Spanien, og mon ikke Tinkoff-Saxos ejer, Oleg Tinkov, sidder efterladt med en punkteret optimisme.
Tidligere på ugen skrev den flamboyante og russiske rigmand '1-0' på Twitter efter Contadors første sejr over Froome i det sydspanske. Den stilling har Chris Froome nu mere end udlignet.
Med dagens nederlag mister Alberto Contador førertrøjen til sin allerstørste rival, der nu kan køre sejren i hus på søndagens og løbets sidste etape, hvis han blot holder sig et sekund foran Contador og undgår større tidstab til resten af konkurrenterne.
