Skal man tro FCK-manager Ståle Solbakken, får de regerende danske fodboldmestre næppe Andreas Cornelius i kamp resten af efterårssæsonen.

»Han pådrager sig en fibersprængning i baglåret, og så vidt jeg kan vurdere, er det helt udelukket, at han kan være med i vores Champions League-kamp på tirsdag  mod FC Porto, siger Ståle Solbakken, der heller ikke tror, at FCK's anden skadede angriber, Federico Santander, kommer i aktion.

»Han har ikke trænet hele ugen, og chancen for, at han kan være med ,er vel kun tre promille,« siger Ståle Solbakken, der kalder situationen for 'frustrerende'.

»Heldigvis har vi nogle dage til at tænke situationen godt og grundigt igennem,« siger Ståle Solbakken, der afviser, at Andreas Cornelius var skadet inden kampen, som FCK vandt 2-1 i Aalborg.

»Det er korrekt, at han ikke var med landsholdet i Tjekkiet. Men det var, fordi han havde lidt ømhed i muskulaturen efter VM-kval-kampen mod Kasakhstan. Rent faktisk har han trænet optimalt hele ugen,« siger Ståle Solbakken.

Det lykkedes for BT at indhente en kort kommentar fra Andreas Cornelius efter kampen i Aalborg.

»Lige nu har jeg svært ved at vurdere, hvor slem skaden er,« lød hans kortfattede svar på BT's spørgsmål om, hvornår han forventer at være klar igen.

Mere snakkesalig var midtbanespilleren William Kvist.

»Det er da bekymrende, hvis vi både skal undvære Cornelius og Santander mod Porto. Men heldigvis råder vi over andre angribere. Eksempelvis synes jeg, at Pavlovic gjorde det godt mod AaB,« sagde William Kvist, der ikke var helt tilfreds med FCK-holdets indsats mod AaB.

»Selvfølgelig er det godt at vi vinder (2-1, red.). Spillet var OK i første halvleg, men efter pausen spiller vi ikke særligt godt. AaB fortjener en cadeau. De gjorde det i perioder svært for os,« sagde William Kvist.

{embedded type="node/webtv_link" id="48605542"}