FC København risikerer at måtte undvære Andreas Cornelius i det vitale Champions League-slag mod FC Porto i næste uge. Angriberen blev skadet i fredagens Superliga-kamp mod AaB.
Kampen mod AaB var kun cirka ti minutter gammel, da FCKs Andreas Cornelius måtte lade sig udskifte med Benjamin Verbic. Det var svært at se, hvad der skete, men umiddelbart lignede det en fiberskade.
»Vi ved ikke, hvor alvorligt det er. Men det ligner en skade i baglåret,« sagde FCKs assiterende træner, Brian Priske til TV3+ kort efter udskiftningen.
I forvejen er Andreas Cornelius' normale angrebsmakker, Federico Santander, tvivlsom, og hvis holdet også skal undvære Andreas Cornelius, kan det blive en meget vanskelig opgave at score mod portugiserne.
Inden de to sidste kampe i Champions League-puljen har FC Porto syv point på andenpladsen, som giver adgang til ottendedelsfinalerne til foråret. FCK har fem point, mens Leicester fører puljen med ti point.
Andreas Cornelius scorede københavnernes mål, da det blev 1-1 i kampen mod FC Porto på udebane.