Tinkoff-Saxos kaptajn, Alberto Contador, styrtede på 17. etape af årets Tour de France, og hans muligheder for at vinde Tour de France er herefter meget små.

Den 161 kilometer lange etape fra Digne-les-Bains til Pra Loup var en bjergrig en af slagsen, og den endte efter alt at dømme med at koste Alberto Contador muligheden for at vinde årets Tour de France.

Spanieren styrtede på den sidste nedkørsel, og styrtet endte med at koste ham to minutter og 16 sekunder i forhold til løbets førende rytter, engelske Chris Froome fra Team Sky, som vandt løbet i 2013.

Dermed er Alberto Contador seks minutter og 39 sekunder efter Chris Froome, og det kan han næppe nå at indhente, inden løbet slutter søndag i Paris.

Etapen blev præget af et 28 mand stort udbrud, hvor Team Tinkoff-Saxos Rafal Majka og Peter Sagan var med - men ingen af løbets favoritter. Etapen blev vundet af Simon Geschke fra Giant-Alpecin. Tyskeren kom i mål i ensom majestæt, og det var den femte tyske etapesejr i årets løb.

Amerikanske Tejay van Garderen (BMC) - som inden etapen lå nummer tre i den samlede stilling - måtte udgå med sygdom, og også den regerende verdensmester, polakken Michal Kwiatkowski fra Omega Pharma-Qucikstep, måtte forlade løbet.

Chris Froome fører løbet med et forspring på tre minutter og ti sekunder til colombianske Nairo Quintana (Movistar). Hans holdkammerat, spanieren Alejandro Valverde, er ny treer. Han er yderligere 59 sekunder efter Froome.